Havneformand bliver direktør for Green Power Denmark
- Jeg er glad og stolt over at kunne tiltræde som administrerende direktør for Green Power Denmark. Intet er vigtigere lige nu end at sætte tempo på den grønne omstilling og elektrificeringen, og det er kernen i Green Power Denmarks arbejde. Det er på alle måder et drømmejob, siger Kristian Jensen, der også tidligere skatte-, udenrigs- og finansminister.
- Green Power Denmark samler alle aktører, der ønsker en accelereret elektrificering med grøn strøm. Med de unikke kompetencer vi har inden for grøn energi og forsyning i Danmark, står vi stærkt, og vi har alle muligheder for at præge den grønne omstilling på en måde, der ikke er set tidligere, tilføjer han.
Efter 23 år som medlem af Folketinget, minister og næstformand i Venstre stoppede Kristian Jensen i Folketinget i fjor for at blive særlig repræsentant for Danmark i FN, hvor han har arbejdet for, at Danmark får en plads i FN's sikkerhedsråd i 2025.
- Selv om det er svært at forlade Udenrigsministeriet, så forlader jeg det, som jeg har kaldt verdens sjoveste job for at tage fat på verdens vigtigste job: at sikre hurtig omstilling og konkurrencedygtig grøn energi. Med tanke på klimaets tilstand og sikkerhedssituationen i Europa er det tydeligt, at vi får travlt fra starten, siger Kristian Jensen.
Green Power Denmarks formand, Jesper Hjulmand, ser frem til samarbejdet med Kristian Jensen:
- Vi har i Kristian fundet en yderst kompetent direktør til at stå i spidsen for Green Power Denmark og en samlet stærk energisektor, og vi glæder os til at få ham med om bord. Kristian er med sin store politiske indsigt og erfaring fra medlemsorganisationer den helt rette til at samle vores mange medlemmer om den fælles ambition at bidrage til Danmarks position som globalt foregangsland indenfor grøn energi, grøn teknologi og grøn infrastruktur og endegyldigt målsætningen om en fossilfri fremtid, siger formanden.
Green Power Denmark blev etableret 23. marts ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft. Organisationen har p.t. to kontorer i København og kontor i Aarhus og Bruxelles. I alt er der cirka 125 fuldtidsansatte.
Kristian Jensen tiltræder efter nærmere aftale med Udenrigsministeriet, når han er frigjort for indgåede aftaler og senest ved udgangen af april.