Nyt logistikcenter til Bring i Køge
Med opførelsen af et 14.000 kvadratmeter stort logistikcenter for Bring fortsætter Logicenters udviklingen af de 160.000 kvadratmeter, som den store nordiske udvikler af logistikejendomme råder over i Skandinavisk Transport Center i Køge.
Det nye center forventes at stå færdigt om et år og bliver en central del af Brings strategiske satsning inden for e-handel - Shelfless.
Shelfless er et banebrydende koncept, hvor Bring overtager ansvaret for alle processerne omkring lagerstyring og levering på et bæredygtigt grundlag.
- Shelfless er en stor og vigtig investering for os, fortæller Tobias Åbonde, som er nordisk direktør for Brings Shelfless-satsning.
- Vores ambition er at være Nordens ledende virksomhed inden for e-handel. Derfor føles det fantastisk, at byggeriet nu er i gang. Dette spadestik markerer starten på Shelfless-etableringen i Danmark, siger han og understreger, at samarbejdet med Logicenters fungerer godt.
- Det har været afgørende for os, at de har evnet at møde vores krav om fleksibilitet og bæredygtighed, siger han.
Specialister i logistikejendomme
Thomas Petersen, der er Commercial Manager i Logicenters, fortæller, at det bliver en topmoderne logistikejendom, som skræddersys til Brings formål.
- Ejendommen bliver et eksempel på vores ambitiøse og fremsynede miljøprofil, siger han.
- Vi er specialiserede i at udvikle, ombygge og eje logistikcentre. Alle vores ejendomme opfylder høje krav til kvalitet, bæredygtighed, effektivitet og fleksibilitet.