Mærsk-kaptajn suspenderet for overgreb
Selv om der har været tale om helt klare seksuelle tilnærmelser, mener dommer ved den amerikanske kystvagt ikke, at Mærsk-kaptajnen Mark Stinziano har udført et decideret seksuelt overgreb. Men dommeren understregede, at Stinzianos opførsel, hvor han blandt andet er anklaget for at have befamlet kadetter og simulere sex ved to lejligheder, var særdeles upassende. Det skriver Tradewinds.
Stinziano er suspenderet i fire måneder og desuden betinget suspenderet i yderligere otte måneder, men han mister ikke sit maritime førerbevis.
Mærsk Line vil ikke overfor Tradewinds kommentere direkte på sagen, men oplyser, at selskabet har en nultolerancepolitik, når det gælder seksuelle overgreb.
- Vi opretholder en nultolerancepolitik for enhver form for overfald, chikane eller diskrimination på vores fartøjer, og vi vil fortsætte med at arbejde utrætteligt for at sikre, at alle søfolk, inklusive vores kadetter og praktikanter, behandles med værdighed og respekt i et chikanefrit miljø, oplyser Mærsk til Tradewinds