23948sdkhjf

Taulov Dry Port får kæmpe solcelleanlæg

Taulov Dry Ports kæmpemæssige lager- og logistikbygninger bliver snart udnyttet til et fuld-skala solcelleanlæg.

Tagfladerne i Taulov Dry Port på i alt 200.000 kvadratmeter udbygges med et solcelleanlæg svarende til det årlige elforbrug i 4.200 parcelhuse. 

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Taulov Dry Port og de to joint-venture partnere PFA Pension og ADP A/S indfrier nu en del af bæredygtighedsambitionerne og etablerer et nyskabende partnerskab med energiselskabet TOWII Renewables, der er stiftet af EWII og Tokyo Gas.

TOWII Renewables vil stå for udbygningen og driften af anlægget, og Taulov Dry Port kan tilbyde deres lejere et bæredygtigt og attraktivt lejekoncept med grøn strøm.

45.000 kvadratmeter stort solcelleanlæg på vej

Det første projekt bliver etablering af ét af Danmarks største fuldskala solcelleanlæg på 45.000 kvadratmeter, som opføres på tagfladerne af det igangsatte byggeri på 60.000 kvadratmeter lager- og logistikejendomme i Taulov. 

De store tagflader forsynes med solceller, som forsyner de enkelte lejemål med grøn strøm til gavn for de kommende lejere. Solcelleanlægget vil få en produktionskapacitet svarende til det årlige elforbrug i 1.300 parcelhuse.

Behovet for at udnytte strøm og vind til at reducere samfundets klimamæssige aftryk har aldrig været større, så derfor forventer Taulov Dry Port en stor kommerciel interesse i markedet for klimavenlige løsninger.

- Vores kunders klimaambitioner er lige så høje som vores, og vi har derfor brugt en del tid på at sikre en kommerciel løsning således, at vi kan tilbyde et attraktivt produkt til vores lejere. 

- Samarbejdet med TOWII Renewables om etablering af solcelleanlæg på tagfladerne betyder, at vi fremover kan tilbyde vores kunder attraktive energiløsninger, hvor grøn strøm fra bygningernes solceller ikke alene forsyner de enkelte lejemål, men som også kan blive fremtidens energikilde til transportknudepunktet i Taulov, hvor overgangen til grønne brændstoffer er efterspurgt, siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port A/S.

Vil også give strøm til andet forbrug

Det fuldt udbyggede solcelleanlæg vil også kunne producere grøn strøm til at dække el-forbruget i driften af kraner og andet materielt på Fredericia Havn samtidig med, at anlægget kan blive energikilde til områdets mange virksomheder, hvor behovet for grøn strøm er stærkt stigende.

- Samarbejdet med ADP og Taulov Dry Port er startskuddet på vores mission om at realisere en betydelig elektricitetsproduktion fra tagarealer i Danmark, som ellers ikke benyttes. Med vores on-site PPA-model kan vi sikre, at ejerskabet af tagbaserede solcelleanlæg forbliver ved TOWII, så bygningsejeren kan fokusere på sin kerneforretning og samtidig få bæredygtig energi.

- Vi er stolte af at være med til at realisere et så stort og banebrydende tagbaseret solcelleprojekt sammen med vores samarbejdspartnere Solar Polaris og Hitachi Energy, siger projektudvikler hos TOWII Renewables, Thomas Platz Eskildsen.

Solcelleanlægget i Taulov vil fuldt udbygget have en årlig produktion på 18.000.000 kWh.

Fakta: Taulov Dry Port

  • Taulov Dry Port A/SADP A/S og PFA Pension indgik i oktober 2017 et joint-venture samarbejde, og de to parter udvikler i fællesskab Taulov Dry Port.
  • Taulov Dry Port er et multimodalt transport- og logistikcenter ved Fredericia med en central beliggenhed tæt på havn, motorvej og jernbane. Gennem kobling af Fredericia Havn og Taulov Dry Port bliver området omdrejningspunkt for udvikling af moderne lager- og logistikfaciliteter, der understøtter fremtidens intelligente og multimodale transportløsninger.
  • Taulov Dry Port råder over 900.000 m2 byggemodnet erhvervsjord, som udvikles med projektbyggerier og generiske lager- og logistikejendomme.

Taulov Dry Port

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078