Billund Lufthavn fortsætter med flyvende rekorder
Medvinden i lufthavnens fragtcenter har på ingen måde lagt sig.
I maj 2022 har der været en vækst på 9,1 procent, som hovedsageligt er trukket af den stærke, danske eksport. Der er både stor vækst i den eksport, der bliver fløjet herfra, men i takt med at verden er åbnet op igen, stiger fragten også på de lastbiler, der bliver pakket og klargjort med luftfragt, som kører ud i Europa og bliver fløjet videre ud i verden fra eksempelvis Amsterdam.
Det oplyser Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
- Vækstrejsen på luftfragten i Billund Lufthavn fortsætter, og mængderne på eksportdelen på kurerflyene fastslår, at den danske eksportindustri stadig buldrer derudaf. Og så ser vi også vækst på lastbilerne, hvor godset bliver gjort klar til luftfragt i Billund og kørt herfra til eksempelvis Amsterdam og Frankfurt, hvorfra det bliver fløjet ud i verden. Vi arbejder på, at store dele af den fragt ligeså godt kan flyve ud fra Billund, og det forventer vi mere af i fremtiden, afslutter Jan Hessellund.
Aktiviteten i Billund Lufthavn er altså i den grad tilbage som før corona, og med 365.775 glade passagerer i maj er det en vækst på 7,1 procent ift. maj 2019.