23948sdkhjf

Endt sydkoreansk chaufførstrejke skaber ro om forsyningskæder

Lastbilchauffører genoptager arbejdet i Sydkorea, som er verdens største producent af mikrochips

De sydkoreanske techproducenter ser ud til at kunne ånde lettet op.

Sydkoreanske lastbilchauffører har meddelt, at de stopper med at strejke og onsdag genoptager arbejdet efter at være nået frem til en aftale med landets transportministerium.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge nyhedsbureauet er regeringen og fagforeningen blevet enige om at bibeholde en nedre grænse for, hvor lidt man må tage for fragt. Det fungerer i landet i praksis som en mindsteløn.

Sydkorea er verdens største eksportør af mikrochips. De er små elektroniske komponenter, som er afgørende for at kunne producere blandt andet biler og telefoner - to markeder, hvor Sydkorea er enorme.

Det fik lastbilchaufførerne stukket en ordentlig kæp i hjulet for.

Varsler om dårligere lønforhold og stigende priser på brændstof fik chaufførerne til at indlede en otte dage lang strejke.

Det har blandt andet ramt stål- og bilindustrien og ifølge landets handelsministerium medført tab for over 1,6 billioner won - svarende til knap ni milliarder kroner.

Transportministeriet skriver ifølge AFP, at det er "lettet" over, at chaufførerne genoptager arbejdet.

- Vi er enormt kede af, at vi har skabt bekymring for borgerne på grund af logistiske og produktionsmæssige forstyrrelser, tilføjede ministeriet.

Strejken blev indledt af chaufførerne, der havde udsigt til, at loven om en mindsteløn ville blive afskaffet. Én chauffør sagde til AFP, at de stigende brændstofpriser desuden ikke var afspejlet i fragtpriserne.

- Når brændstofpriserne falder, er det meget hurtigt til at få øje på i fragtpriserne, sagde Cho Jeong-jae, men "det er ikke tilfældet, når brændstofpriserne stiger".

Strejken faldt på et ringe tidspunkt for de globale forsyningskæder, som allerede er hårdt pressede af covid-19-nedlukninger i Kina og Ruslands invasion af Ukraine.

Den sydkoreanske techgigant Samsung har ifølge statistikbureauet Statista på globalt plan en markedsandel for smartphones på godt 23,4 procent. Også techgiganten LG er sydkoreansk.

Desuden er både bilproducenterne Kia og Hyundai sydkoreanske.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125