23948sdkhjf

Kattegat-forbindelse lagt på is

Forundersøgelsen giver ikke anledning til at fortsætte, mener transportministeren

Planerne om en fast Kattegat-forbindelse bliver umiddelbart ikke til noget; men der er dog en kattelem. Sådan tolkes den pressemeddelelse, som Transportministeriet sendte ud onsdag eftermiddag.

- Forundersøgelsen giver ikke grundlag for at iværksætte konkrete anlægsaktiviteter, siger transportminister Trine Bramsen (S) i pressemeddelelsen; men der er politisk opbakning til yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser, tilføjer hun.

Meldingen fra S-regeringen kommer altså efter færdiggørelsen af en forundersøgelse til en fast forbindelse over Kattegat. Forundersøgelsen blev sat i gang i 2018, da den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti blev enige om at bruge 60 millioner kroner på at gennemføre forundersøgelsen.

Den blev udført af Vejdirektoratet, Sund & Bælt og Trafikstyrelsen.

Forundersøgelsen kiggede både på muligheden for en ren vejforbindelse og en vej- og jernbaneforbindelse.

Oplægget til forbindelsen var, at den skulle være brugerfinansieret. Altså at den skulle betale investeringen og vedligeholdelsen ind via broafgift.

Ifølge Kattegat.dk, som er projektets hjemmeside, estimeres en vejforbindelse at koste 60 milliarder kroner. En kombineret vej- og jernbaneforbindelse ville koste 110 milliarder kroner.

Næste skridt: En VVM-undersøgelse

Efter forundersøgelsen var næste skridt en VVM-undersøgelse med fokus på miljøpåvirkningen. Og den bliver altså ikke til noget efter onsdagens melding. Men der kan altså komme flere undersøgelser af projektet, som ministeren understreger.

De politiske drøftelser af eventuelle yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser har ifølge ministeriet dog ikke noget med en VVM-undersøgelse at gøre.

Det er forskelligt, hvordan regeringens udmelding modtages blandt andre partier.

Enhedslisten: Der er en kattelem

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at der netop lægges op til en slags VVM-undersøgelse alligevel.

- Det er jo en kattelem og en halv VVM, skriver Hyllested på Twitter.

Han tilføjer, at Enhedslisten helst ser projektet lukket og slukket med det samme.

Radikale: Projektet er begravet

De Radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen, siger til gengæld til Ritzau, at han anser projektet for begravet.

- Jeg forstår det sådan, at projektet ikke bliver sat i gang. Vi kommer ikke til at gå i gang med at bygge en Kattegat-forbindelse. Det synes jeg, er fornuftigt nok.

- Jeg kan ikke se mig i, at vi skal bygge det projekt, vi har hørt om. Hvis det stod til mig, skulle man finde en meget mere klimaskånsom måde at gøre det på, siger Helveg Petersen.

V: Projektet lever fortsat

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kalder en forbindelse over Kattegat for "et visionært projekt". Han mener, at projektet fortsat lever.

- Det er fornuftigt, at vi giver plads til debatten. Og at vi undersøger nogle miljøfølsomme ting en ekstra gang, siger han til Ritzau.

Tidligere Venstre-minister Karsten Lauritzen, der for nylig forlod politik og i dag er branchedirektør i DI Transport, opfordrer Folketingets partier til at gå videre med projektet.

- Vi synes, det er ærgerligt, at man sætter projektet i bero. Det vil skabe enorm vækst at binde Danmark sammen, og hvis man gør det rigtig og ordentlig, kan det også blive en danmarksrekord i et klimavenligt anlægsprojekt, siger Lauritzen til Ritzau.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094