Transportkæmpe har stadig fragt gennem Rusland - men advarer danske virksomheder
Flere transportselskaber har lukket helt ned for fragten gennem Rusland, men hos DB Schenker har man valgt fortsat at fragte varer fra Kina til Nordeuropa med transit på statsejede jernbaner i Rusland.
Det er dog en risikabel manøvre, fortæller selskabets topchef i Danmark, Henrik Dam Larsen, til Finans.
Ingen af selskabets normale forsikringsselskaber vil nemlig være med, og derfor er det ikke et tilbud, som DB Schenker markedsfører over for sine danske kunder.
- Det gjorde vi tidligere, men tiden er ikke til at reklamere for det her tilbud. Kunden skal selv komme og bede om det, og de skal selv være villige til at løbe risikoen og klare forsikringen. Hvis de kan det, så vil vi gerne arrangere det, siger adm. direktør Henrik Dam Larsen til Finans.
I en anden artikel hos Finans oplyser danske Scan Global Logistics, at de også fortsat håndterer fragt gennem Rusland.
Det er dog ikke alle i branchen, der ser positivt på det valg. Blandt andre har Mærsk og DSV stoppet transit gennem Rusland. Det samme har Alpi, hvor administrerende direktør Morten Høgsberg Nielsen kalder det "umoralsk" at fortsætte.
- Vi kan og vil ikke støtte noget, der har med Rusland at gøre. Det er ikke sikkert, at pengene ender i Putins lomme. Men du kører på de russiske statsbaner, og vi har konkluderet, at pengene havner i statskassen. Derfor siger vi nej, siger han til Finans og opfordrer den danske branche til et fælles boykot.