23948sdkhjf

Myndighederne bekræfter undersøgelse af trucking-markedet

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bekræfter, at de er i gang med en kontrolundersøgelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan bekræfte det, som det islandske rederi Eimskip allerede selv har været ude at sige: At de har haft besøg af myndighederne i forbindelse med et såkaldt ”dawn raid” – en uanmeldt kontrolundersøgelse, hvor myndighederne er ude at undersøge, om der kan påvises en eller anden form for overtrædelse af konkurrencereglerne.

- Det er vi i gang med, siger kontorchef Stefan Kobbernagel fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Mere kan han ikke sige.

Han kan heller ikke sige noget om, hvor stor eller hvor omfattende undersøgelsen er.

Eimskip: Det omfatter flere virksomheder

Det islandske rederi siger selv i en fondsbørsmeddelelse, at kontrolundersøgelsen gælder Atlantic Trucking, som er en del af Eimskip Denmark, og at undersøgelsen omfatter flere virksomheder i det marked.

“Vi har ingen grund til at tro, at Atlantic Trucking, som har en markedsandel på omkring 5 procent på markedet for containertransport, har været involveret i nogen overtrædelse af dansk konkurrencelovgivning,” skriver Eimskip på sin hjemmeside.

Ifølge Eimskip bistår Atlantic Trucking konkurrencemyndighederne i deres undersøgelse og giver dem adgang til de ønskede oplysninger.

Undersøger karteldannelse

En kontrolundersøgelse – eller et ”dawn raid” – udføres typisk, når myndighederne har en formodning om, at aktører i markedet har et samarbejde, som overtræder konkurrenceloven.

Det kan være en eller anden form for prisaftale mellem konkurrenter, eller at man har delt markedet geografisk mellem sig. Det kan også være en undersøgelse af, om store virksomheder misbruger deres dominerende stilling.

I Danmark er det lovbestemt, at myndighederne har 40 hverdage til at lede efter beviser i sådan en undersøgelse. Hvis man ikke har fundet beviser inden da – enten fysiske eller elektroniske – siger man pænt undskyld og lukker sagen. Hvis der derimod findes beviser, vil Konkurrencemyndighederne indbringe sagen for Sø- og Handelsretten med henblik på at give virksomheden en bøde.

Sådan en sag kan godt tage et par år - afhængig af hvor mange instanser, den skal igennem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094