23948sdkhjf

Kæmpelager i Silkeborg møder kraftig modstand

Naboerne til ny stor lagerbygning i Silkeborg er langt fra tilfredse med placeringen - bør flyttes til bygrænsen, mener nabo

Midt i Silkeborg by vil kommunen give tilladelse til, at der opføres en ny stor lagerhal. Med sine 16 meter i højden vil bygningen rage betydeligt op i nabolaget, og får tilkørselsvej tæt på naboerne, hvilket blandt andet har fået en kommende nabo til at protestere. Det skriver Tv2 Østjylland.

- For vores vedkommende er det trafikken, men for dem, der bor længere henne, der får udsigt til den bygning der, dem synes jeg, det er forfærdeligt for, siger Inge Nyehuus Hansen til hjemmesiden.

Efter hendes mening bør lagerhallen flyttes til bygrænsen og ikke ligge midt i byen.

Der har tidligere ligget et gartneri på grunden, så naboerne har været opmærksomme på, at grunden skulle bruges til et eller andet - blot ikke et 16 meter højt lager.

I kommunen er politikerne da også opmærksomme på problemet på trods af, at de har stemt forslaget til videre behandling.

- Den er til gene for de naboer, der bor lige ved siden af, og det synes jeg ikke, vi kan være bekendt som kommune, men jeg er ikke fundamentalt modstander af, at der skal være en lagervirksomhed der. Den skal bare ikke være så tæt på og så høj, siger Peter Sig Kristensen (Ø), medlem af plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune til Tv2 Østjylland.

Han håber, at projektet kan lande på en løsning, der kun er to etager i højden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109