Dansk-belgisk makkerpar vinder Nordhavnstunnel – kontrakten lyder på 2,6 mia. kr.
MT Højgaard Danmark har i joint venture med belgiske N.V. BESIX S.A. indgået en betinget kontrakt med Vejdirektoratet om udførelse af Nordhavnstunnelen i København.
Kontrakten har en værdi på 2.585 mio. kr. og ventes endeligt underskrevet efter udløb af standstill-perioden medio september 2022.
Det skriver MT Højgaard Holding i en pressemeddelelse.
Projekteringen og etableringen af byggepladsen ved Svanemøllebugten indledes omgående, når kontrakten er underskrevet.
Joint venture-partnerne N.V. BESIX S.A. og MT Højgaard Danmark vil samarbejde med underleverandørerne Niras, Bravida Danmark og Jacobs Sverige AB om udførelsen af Nordhavnstunnelen, der skal tages i brug i 2027 og skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn.
Tunnelen vil forbinde Østerbro med ydre Nordhavn, forbedre adgangen til havneaktiviteterne i området og flytte tung trafik væk fra det øvrige vejnet på Østerbro.
Den betingede kontrakt ændrer ikke MT Højgaard Holdings udmeldte forventninger til 2022, men vil yde et væsentligt bidrag til koncernens langsigtede, bæredygtige udvikling i de kommende år.