Over 160 skibe har forladt havne i Ukraine
Samlet set er det lykkedes Ukraine at få over 3,7 mio. tons korn og andre fødevareprodukter ud af Ukraine siden den russiske invasion af landet
Ifølge det ukrainske Transportministerium vil yderligere ti skibe forlade havne i Ukraine søndag med en samlet last på over 169.000 tons landbrugsprodukter. Det skriver gCaptain, der citerer fra en meddelelse fra ministeriet.
Ukraines korneksport gik nærmest i stå efter Rusland invaderede landet den 24. februar og blokerede ukrainske havne i Sortehavet. Siden blev der ved hjælp fra blandt andet FN åbnet for, at skibe med korn kunne forlade havnene og blandt andet sørge for livsvigtige kornforsyninger til Mellemøsten og Afrika.
Ukraine er en af verdens største kornproducenter og eksporterede før krigen op til seks millioner tons korn om måneden.