DFDS køber stort stykke jord til omfattende lagerkompleks
DFDS har netop købt en erhvervsgrund i Dronningens Kvarter ved Fredericia. Grunden er på over 100.000 kvadratmeter. Formålet er at anlægge et lager- og logistikcenter.
- Det er endnu for tidligt at sige, hvornår spaden stikkes i jorden, hvor stort det bliver, eller hvor mange arbejdspladser det medfører., oplyser DFDS’ kommunikationschef, Nicole Seroff, til Fredericia Dagblad.
Ifølge fagbladet Søfart har DFDS en stor kundekreds i Jylland og håber at kunne opføre et lager med en anselig kapacitet.
- Vi ser frem til at kunne skabe en integreret logistikløsning og udvikle den service, vi kan tilbyde vores kunder, siger chef for ejendomsudvikling i DFDS, Stefan Renberg Bidstrup.
- DFDS driver aktiviteter i Fredericia i dag, der sejles med ro/ro-færger to gange om ugen til Østersø-regionen. Lager- og logistikcenteret i Fredericia vil derfor komme til at spille en vigtig rolle i DFDS’ strategiske udvikling.
Sidste år købte rederiet Skive Køletransport og har i mange også år haft adresse i Esbjerg, så det kommende lager- og logistikcenter i Fredericia bliver et vigtigt tredje ben i forretningen, forklarer kommunikationschef, Nicole Seroff.
Med gult ses den store grund i Dronningens Kvarter. Kolding Landevej nederst. Kort: Fredericia Kommune