23948sdkhjf

Nyt pakhus baner vej for største udskibning nogensinde

I sommer tog Mollerup Mølle fra Mors det første af fire pakhuse på Aalborg Havn i brug. I forrige uge har virksomheden udskibet den største last af korn- og foderstoffer i virksomhedens 80 år lange historie, da et skib med 15.000 ton korn satte kurs mod Spanien.

- Vi glæder os over allerede at se effekten af de nye pakhusfaciliter, fortæller Jakob Stjerne Hansen, terminal- og afviklingsansvarlig hos Mollerup Mølle.

- Udskibningen var den største enkeltstående last af sin slags, som vi har sendt afsted over kaj. Trods størrelsesordenen gik lastningen som smurt. Da det gik hurtigst, lastede vi til alles store tilfredshed op mod 1.000 ton i timen takket været blandt andet et godt samarbejde med logistikteamet hos Port of Aalborg,

Nyt logistisk knudepunkt

For Mollerup Mølle har den nye tilstedeværelse på Aalborg havn stor betydning. Selvom virksomhedens omsætning for længst har passeret en milliard kroner, er en stor del af markedsandelen stadig placeret i Nordjylland. Og med de nye pakhuse placeret tæt ved kajen på Østhavnen i Aalborg Øst kan Mollerup Mølle servicere både lokale og internationale kunder langt mere effektivt.

- Vores forretning har gennem mange år været solidt forankret i og omkring Nordjylland, og sådan skal det blive ved med at være, siger Jakob Stjerne Hansen.

Effektivt setup

- Vi kigger løbende ind i nye forretningsområder som import og eksport af råvarer og gødning. I Aalborg får vi direkte adgang til et effektiv logistik-setup, som blandt andet er med til at styrke vores konkurrencekraft uden for landets grænser.

- Ved Aalborg havn tillader vanddybden, at vi kan tage imod skibe med mere end 30.000 ton gods. Og med en jernbaneterminal placeret i umiddelbar forlængelse af pakhusene samt en bulkterminal, der på sigt kan indeholde 60.000 ton afgrøder, er lokationen oplagt til at fremtidssikre vores vækstmuligheder i ind- og udland.

Kunderne oplever værdi

Hos Port of Aalborg glæder man sig over, at Mollerup Mølle allerede nu har godt gang i aktiviteterne i Aalborg.

- Det er altid positivt, når kunder og samarbejdspartnere oplever værdi af de løsninger, vi skaber i fællesskab, siger Senior Commercial Manager hos Port of Aalborg, Michael Rosenkilde Lind.

- Forud for projektstart havde Mollerup Mølle et ønske om at sætte rammerne for godshåndtering helt i top, og det har vi imødekommet med både den kajnære lokation samt uhindret adgang til både multiterminalen og jernbanenetværket.

Mollerup Mølles første pakhus på Aalborg Havn stod færdigt i sommeren 2022. De resterende tre pakhuse forventes færdigopført i marts 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125