Havne kan blive flaskehalse i grøn omstilling:
Udbygningen af havmølleparker i farvandet ud for Danmark sætter centrale danske havne under pres og kan risikere at blive en flaskehals i den grønne omstilling. Det skriver Børsen.
- Alle havne har allerede travlt i dag, men fra 2024 og fremad begynder det for alvor at blive presset. Vi siger allerede nej til nogle projekter i dag, men dem kan vi stadig sende videre til andre havne, siger den adm. direktør i Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen til avisen.
Direktøren peger blandt andet på den såkaldte Esbjerg-aftale, hvor regeringer i Danmark, Tyskland, Nederlandene og Belgien lovede hinanden at opstille vindmøller med en samlet kapacitet på 65 GW i Nordsøen inden 2030. Til sammenligning rummer hele EU tilsammen i dag vindmøller med en kapacitet på ca. 16 GW, skriver Børsen.
Ifølge havnedirektøren får Esbjerg Havn frem mod 2030 behov for havnearealer på 5-6 mio. kvm omkring Nordsøen mod de ca. 3 mio. kvm, der er i dag.