Mærsk: Vi er tvunget ind på brændstofmarkedet
Mærsks ambition om decarbonisering af sin flåde tvinger nu selskabet til aktivt selv at gå ind i brændstofmarkedet. Det fortæller decarboniseringschef i Mærsk Morten Bo Christensen til Finans under klimakonferencen Cop27 i Egypten, men han understreger dog, at det er den umiddelbare mangel på markedet for e-metanol, der får selskabet til at investere i brændstofmarkedet og ikke en langsigtet strategi.
- Her har vi en form for udviklerrolle. Vi har ikke ambitioner om at blive en ny brændstofproducent, så det er ikke noget, vi på den lange bane skal have på vores balance, men vi synes, det er nødvendigt at få det skubbet i gang, og så skal vi have fundet nogle partnere, som vi kan gøre det med, siger han til Finans.
Morten Bo Christensen undrer sig samtidig over, at olieselskaberne ikke selv er kommet på banen omkring e-metanol, og peger på, at i 2030 vil Mærsk have brug for fem mio. ton grønt brændstof årligt.
Mærsk har 19 e-metanol-skibe i ordrebogen, der skal leveres frem til 2025.