23948sdkhjf

Blue Water-samarbejde snart klar til CO2-fragt

Blue Water Shipping og Semco Maritime er i gang med at klargøre skibet Aurora Storm, der ligger for kaj i Esbjerg. Inden længe skal det transportere containere med CO2 fra Belgien til Nordsøen, hvor CO2'en sikkert og permanent skal lagres i undergrunden som led i den grønne omstilling.

Det sker som en del af det fremskredne pilotprojekt i Project Greensand, der arbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark.

- De kommende uger vil vi arbejde intensivt på at ombygge og opgradere Aurora Storm, så vi med sikkerheden i højsædet og uden problemer kan fragte containerne med flydende CO2 fra Belgien til den danske del af Nordsøen. Vi skal montere et grilling-system på skibet, som er den rammestruktur, der sørger for, at containerne bliver i deres position på skibet, når vi sejler fra Antwerpen til Nordsøen, siger Søren G. Nielsen, Head of Chartering, Blue Water Shipping.

Foruden det såkaldte grilling-system, så skal elinstallationerne på Aurora Storm opgraderes, og der skal installeres rørføringer og pumper på skibet. Dermed bliver det muligt at sende CO2'en fra containerne via jackup-riggen Noble Resolve til Nini West-platformen og videre ned i reservoiret af sandsten 1.800 meter under Nordsøens havbund, hvor CO2'en lagres sikkert og permanent.

Altafgørende for pilotprojektet

Aurora Storm er et såkaldt Platform Supply Vessel med et stærkt Dynamic Positioning System. Systemet sikrer, at skibet kan holde sin position stabilt på havet, også under de vanskelige vejrforhold der kan opstå på Nordsøen. 

I konsortiet bag Project Greensand er der stor tilfredshed med, at Aurora Storm nu er på havnen i Esbjerg, for at blive klar til transporten af CO2.

- Det er altafgørende for Project Greensands pilotfase, at vi får fragtet CO2 sikkert fra Belgien til Nordsøen. Dermed kan vi - som de første i Europa - demonstrere den samlede værdikæde i fangst og lagring af CO2med henblik på at gøre en forskel for klimaet. Aurora Storm er en af de sidste og vigtigste brikker i den indledende pilotfase i Project Greensand, siger Søren R. Poulsen, Project Director i Project Greensand.

Aurora Storm ligger for kaj i Esbjerg de kommende tre til fire uger, hvorefter skibet kan sejle mod Antwerpen, hvor containerne med flydende CO2 skal lastes.

Om Project Greensand

Konsortiet bag Project Greensand består af 23 virksomheder og organisationer, der samarbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark gennem lagring af CO2 under havbunden i Nordsøen.

I december 2021 tildelte EUDP Project Greensand 197 millioner kroner med henblik på netop at udvikle og demonstrere CO2-lagring i Nordsøen. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen - fase 2 - hvor lagringsprocessen udvikles, testes og demonstreres.

Kilde: Project Greensand

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.735