23948sdkhjf

DTL: Økonomisk afmatning i vente

2023 bliver et år med økonomisk afmatning, en ny regering, mere grøn omstilling og knaphed på arbejdskraft, skriver DTL-formand i årets nytårshilsen

- Det er ingen overdrivelse at sige, at vi er på vej ind i en økonomisk afmatning på alle markedsområder. Det vil selvfølgelig påvirke vores erhverv – vognmandserhvervet – hen ad vejen.

Sådan vurderer DTL-formand Martin Danielsen udsigterne for 2023. I en nytårsudtalelse opsummerer han, at Corona-krisen, den russiske invasion af Ukraine og logistikudfordringerne har ramt det samlede erhvervsliv.

- Denne krisetid er opstået ud af forhold, som vi ikke selv er herrer over. Derfor finder jeg det ekstra vigtigt, at den nye regering ikke bruger tid på at gøre det vanskeligere for os vognmænd at drive virksomhed. Det

, må man sige, har på visse punkter været den forrige regerings triste kendemærke, skriver Martin Danielsen.

- Det har nemlig været sådan, at der er blevet fokuseret så intenst på den grønne omstilling og miljøforbedringer, at man helt synes at have glemt de aktører, der skal leve med omstillingen.

- Jeg kan godt forstå den tøven, som mange vognmænd har, når det gælder omstilling af vognparken fra diesel til el, hvis ikke priserne på teknologi, ladeudstyr og el kommer ned i nærheden af omkostningerne ved at køre på diesel.

- For der er berettiget usikkerhed om, hvorvidt det nu er den rigtige vej at gå, når der samtidig bliver talt om brintbiler, biogas og e-metanol, og hvad det nu hedder alt sammen.

Arbejdskraften

- Mangel på kvalificeret arbejdskraft er den anden store usikkerhed og udfordring, skriver Martin Danielsen.

- Nok ser det ud til, at en eventuel fortsat økonomisk nedgang kan tage det værste pres af manglen på chauffører og andre medarbejdere i vognmandserhvervet; men på den lidt længere bane vil udfordringen vende retur med fuld styrke igen.

- Rigtig mange går på pension i de kommende år. Det bliver derfor afgørende med reformer af arbejdsmarkedet, som sikrer vores medlemmer gode og kvalificerede medarbejdere.

- Det er også på sin plads at drøfte med den nye regering, hvordan vi kan få chauffører til at arbejde et år eller to mere, før de går på pension.

- Tilsvarende gælder det tilbagevendende emne om, hvordan vi skaber bedre rammer for flere kvinder i transport.

- Er der noget, som vognmændene har behov for, så er det sikkerhed og klarhed, hvad angår investeringer, brændstofanvendelse, adfærdsregler og arbejdskraft, slutter Martin Danielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089