23948sdkhjf

Amazon får underskud i 2022 trods højere omsætning

Amazons omsætning steg til over 500 milliarder dollar i 2022, viser regnskab. Men selskabet får underskud

E-handelsgiganten Amazon har i 2022 haft en stigende omsætning sammenlignet for året forinden.

Det viser selskabets årsregnskab.

Sidste år havde det således en omsætning på 514 milliarder dollar - en stigning på ni procent i forhold til 2021. Her lød omsætningen på 469,8 milliarder dollar.

Men trods den højere omsætning, endte det alligevel med et samlet underskud for 2022 på 2,7 milliarder dollar. Året før lød resultatet på et overskud på 33,4 milliarder dollar.

- På kort sigt står vi over for en usikker økonomi, men vi er fortsat optimistiske omkring de langsigtede muligheder for Amazon, siger Andy Jassy, selskabets administrerende direktør, i en kommentar til regnskabet.

Ser man kun på fjerde kvartal af 2022, kan e-handelsgiganten dog bryste sig af en højere omsætning i kvartalet sammenlignet med samme periode året før.

Her steg omsætningen fra omkring 137 milliarder dollar til 149,2 milliarder dollar. Også her er der tale om stigning på ni procent.

Samtidig kan virksomheden præsentere et overskud på 300 millioner dollar i det sidste kvartal for 2022. Det er noget mindre end året før, hvor overskuddet i kvartalet var på 14,3 milliarder dollar.

Regnskabet kommer, efter at selskabet meddelte i starten af januar, at man planlagde at afskedige lidt over 18.000 medarbejdere.

De fleste fyringer vil ske i Amazon-butikker og de såkaldte PXT-organisationer, der består af afdelinger for kundeoplevelser og teknologiløsninger.

Sådan lød det fra administrerende direktør Andy Jassy i en udtalelse.

Amazon blev grundlagt af erhvervsmanden Jeff Bezos. Herunder hører også streamingtjenesten Amazon Prime Video.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093