Mærsk melder ud efter store jordskælvsødelæggelser i vigtig havn
Mærsk meddelte i går, at jordskælvet i Tyrkiet og Syrien medførte betydelige skader på logistik- og transportinfrastrukturen i og omkring den store Middelhavshavn Iskenderun.
- Havnen har desværre været udsat for alvorlige strukturelle skader, hvilket har ført til fuldstændig standsning af alle operationer indtil videre. Vejene er også blevet stærkt påvirket, lød meldingen i en besked til kunderne.
Mærsk meddelte desuden, at de gik i gang med at omdirigere containere til nærliggende knudepunkter herunder Mersin og Port Said, og at det var uklart, hvornår Iskenderun Havn vil vende tilbage til normal drift.
Næsten 4.000 bekræftet omkomne
- Mærsk vil også gerne udtrykke sin dybeste sympati med dem, der er ramt af katastrofen. Vores tanker er hos dig i denne meget svære tid, lød det henvendt til de lokale kunder.
De seneste meldinger tirsdag morgen omkring jordskælvet, der ramte Tyrkiet og Syrien i går kl. 04:17 lokal tid, lyder på mindst 2.921 og 1.444 omkomne i henholdsvis Tyrkiet og Syrien. I Tyrkiet meldes om mere en 15.000 kvæstede.
Iskenderun Havn er den store internationale havn, der ligger tættest på jordskælvets epicenter, hvor hovedskælvets styrke blev målt til 7,8 på Richterskalaen.
Voldsomt jordskælv rammer Tyrkiet: Nødhjælp må fragtes via luftbro