23948sdkhjf

Mærsk sagsøger rederi bag skib der strandede i Suezkanalen

Mærsk kræver erstatning fra rederiet Evergreen, hvis skib lagde sig på tværs af Suez-kanalen i 2021.

A.P. Møller - Mærsk kræver en erstatning på et ukendt beløb fra det rederi, hvis containerskib lagde sig på tværs af Suez-kanalen i marts 2021 og forårsagede en verdensomspændende krise.

Det oplyser A.P. Møller - Mærsk til mediet Maritime Danmark.

- Det er korrekt, at Mærsk har rejst et krav mod Evergreen, skibets ejere og den tekniske manager ved Sø- og Handelsretten, fordi Mærsk led tab i forbindelse med Ever Givens blokering af Suez-kanalen, siger presseansvarlig i Mærsk Povl D. Rasmussen til mediet.

Det 400 meter lange og 224.000 ton tunge containerskib "Ever Given" strandede tirsdag 23. marts efter at have mistet styreevnen som følge af kraftig vind og en støvstorm i området.

Skibet sad fast på tværs af kanalen i seks dage, hvilket forstyrrede international handel, fordi andre skibe ikke kunne krydse den vigtige handelsvej.

Mindst 400 skibe blev ifølge Maritime Danmark fanget i eller omkring Suezkanalen, hvilket havde store økonomiske konsekvenser.

"Ever Given" var ifølge det britiske medie BBC på vej fra Kina til Rotterdam i Holland og sejlede nordpå, da det stødte på grund.

Rederigiganter som danske Mærsk og det tyske Hapag-Lloyd oplyste, mens kanalen var blokeret, at de overvejede at sejle rundt om Afrika.

Egyptiske myndigheder krævede i april 2021 et erstatningskrav på 5,7 milliarder kroner af Evergreen.

UK Club, der er forsikringsselskab for skibet "Ever Given", mente dog ikke, at der var dækning for et erstatningskrav i den størrelsesorden, der er lagt frem.

Suezkanalen er menneskeskabt og forbinder Middelhavet med Det Røde Hav. Det er den korteste vej mellem Asien og Europa.

Cirka 12 procent af verdens gods bliver fragtet gennem kanalen. I 2020 svarede det ifølge SCA til 1,17 milliarder ton gods.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078