23948sdkhjf

Luftfragten fortsætter med at dale

Billund Lufthavn måtte notere en nedgang på næsten 27 procent i februar

Der gik 4.873 tons luftfragt gennem Billund Lufthavn i februar i år. Det er 26,9 procent mindre end i februar 2022.

Men det hører med til historien, at Billund Lufthavn netop i februar 2022 lagde landingsbane til verdens største fragtfly – det 6-motorede Antonov An-225 Mriya fragtfly, der ankom som en del af den sløjfe på luftbroen, der sendte store mængder værnemidler til de danske kommuner i forbindelse med Covid19.

Derfor var nedgangen i de luftbårne volumener også ventet.

Men selv om importen via Billund Lufthavn har været ”stille” i februar, så er lufthavnens ledelse optimistiske, når det gælder udviklingen i de kommende par måneder. Det skyldes nye tiltag og forventningen om øget aktivitet.

– Vi mærker en generel afmatning på markedet, hvor det i særdeleshed rammer importen. Så vi har nedgang i februar, men vi har gang i nogle spændende dialoger, som vi glæder os til at løfte sløret for, udtaler Billund Lufthavns adm. direktør Jan Hessellund.

Et halvt år med nedgang

Luftfragten i Billund har været i modvind det sidste halve år. Faktisk skal vi helt tilbage til maj 2022 før fragtmængderne var i vækst. 

Blodigst har det været de seneste måneder, hvor nedgangen har været over 10 procent. Alligevel lykkedes det lufthavnen at komme ud af 2022 med en samlet nedgang på kun 0,4 procent. Det skyldes at fragtmængderne, som tidligere nævnt, var særdeles store i slutningen af året. 

På lang sigt har Billund store ambitioner for luftfragten. I 2040 vil lufthavnen facilitere transporten af 160.000 tons gods i 2040. 

Passagertrafik på rekordniveau

Mens fragtmængder i lufthavnen daler, går det den modsatte vej med passagertallene.

I februar gik der 208.393 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det giver en vækst i passagerer på 52,9 procent forhold til februar 2022. For mange danskere står februar på vinterferie. Vinterferiens populære destinationer var storby- og skidestinationerne.

Vinterferien nåede i år rekordhøjder, hvor der var flere passagerer end i vinterferien i både 2022, 2021 og 2019. Antallet af passagerer nærmede sig vinterferiens rekordniveau, der blev sat i 2020 lige inden Covid-19 for alvor brød igennem.

– Vinterferieaktiviteten var i år på niveau med rekorden i februar 2020. Men der var flere passagerer end i både 2019, 2021 og 2022. Der har været stor tilslutning til vores storby- og skidestinationer, og vi oplever, at flere og flere tager flyet mod de sneklædte bjerge i vinterferien. Med den aktivitet forventer vi, at den tendens fortsætter næste vinter, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.

Trods kraftig tilbagegang for luftfragten er Billund Lufthavn optimistisk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109