23948sdkhjf

National natdistribution på ønskesedlen

Läntmannen Schulstad efterlyser stabile nationale rammevilkår for distribution af varer i ydertimerne.

Flere og flere af landets kommuner begynder at fået øjnene op for fordelene ved at distribuere varer til butikkerne i de større byer, når de fleste sover. Men selv om erfaringerne er rigtigt gode, så tøver mange kommuner stadig med at åbne byporten i de mørke timer.

Københavns Kommune var tidligt ude med et forsøg, hvor Läntmannen Schulstad deltog.

I dag distribuerer brødproducentens logistikafdeling frisk brød til butikker i hele landet i ydertimerne. Men det er langt fra alle kommuner, hvor døren står på klem for natlevering. Og i nogen kommuner er det kun muligt at levere i aften og nattetimerne i nogen butikker – ikke alle.

- Vi vil meget gerne distribuere om natten i hele landet, fortalte Niels Kristian Holm, der er supply chain manager i Läntmannen Schulstad på et webinar, som var arrangeret af Copenhagen Electric, der har til opgave at fremme e-mobilitet Region Hovedstaden.

En stor andel af de godt 60 deltagere i webinaret kom fra nogen af Danmarks 98 kommuner. Et bevis på, at konceptet vækker interesse fra kommunerne.

En væsentlig årsag til kommunernes usikkerhed, er spørgsmålet om støj, selv transportørerne investerer betydelige summer i at støjdæmpe både lastbiler og det tilhørende materiel.

- Vores erfaringer viser, at det er en rigtig god løsning for alle parter. Vi har nu distribueret varer til butikkerne om natten i 8-9 år i København – uden at få én eneste klage. Så det kan sagtens lade sig gøre.

Nye el-lastbiler

Läntmannen Schulstad har i et par år anvendt lastvogne med en hybrid drivlinje. Det har betydet, at støjen har kunnet reduceres yderligere, når lastbilen kører på el.

For nyligt tog brødproducentens logistikafdeling næste skridt i den grønne og endnu mere støjsvage omstilling ved at anskaffe tre el-drevne Scania  lastvogne af typen 25L.

De grønne ambitioner stopper ikke her – Niels Kristian Holm oplyste, at Läntmannen Schulstad har ambition om, at 25 procent af bilparken kører rent elektrisk ved udgangen af 2023. Virksomheden sigter efter at blive CO2-neutrale i 2030.

Men usikkerheden omkring kommunernes opbakning til distribution i ydertimerne udgør en alvorlig udfordring for transportvirksomhedernes lyst til at skifte til natdistribution med støjcertificeret materiel og de meget dyre batterielektriske lastbiler, sagde Niels Kristian Holm.Dyre benspænd

Specialkonsulent Christina Bech Godskesen Andersen fra Copenhagen Electric fremhævede her pointen om, at jo større investering, jo vigtigere er det for virksomhederne, at de kan udnytte investeringen mest muligt.

- Hvis kommunerne stiller særkrav og begrænser udnyttelsen af investeringen, vil især meget store investeringer – som eksempelvis en el-lastbil – blive mindre og mindre attraktiv. Vi skal huske, at de regler og krav kommunerne indfører, stopper ved kommunegrænsen, mens transportørerne kører over kommunegrænsen og nogen gange også over landegrænser, sagde Christina Bech Godskesen Andersen.

Läntmannen Schulstads logistikchef nikker bekræftende, da hun spørger om det vil være bedre med nationale regler for distribution i ydertimerne.

- Det er vigtigt for mig, at understrege, at det ikke kun er Läntmannen Schulstad, der gerne vil distribuere i ydertimerne. Der er rigtigt mange andre, som kan det her. Jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå, fordi det reelt gavner alle parter, slutter Niels Kristian Holm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141