Grønne vinger til "danske" pakker og ekspres
DHL Express tilbyder nu selskabets ekspres- og pakkekunder, at de kan reducere deres klimabelastning, med helt op til 80 procent, ved at vælge luftfragt på bæredygtigt flybrændstof i stedet for konventionelt fossilt flybrændstof.
Som Transport Today/www.transport skrev torsdag, så er Danmark et af de første lande, hvor DHL Express tilbyder tilkøb af Sustainable Aviation Fuel (SAF,) er produceret på genbrug af organisk affald.
Nikolai Borring, der er Sales Development, Pricing & Products Manager i DHL Express i Danmark siger til Transport Today/www.transporttidende.com:
- Bæredygtigt flybrændstof er et vigtigt skridt på vejen til at gøre luftfragten mere klimavenlig. Vi oplever en betydelig interesse for mere klimavenlige løsninger. Jeg er sikker på, at interessen vil stige i de kommende år i takt med, at både kunder, forbrugere og myndigheder skærper deres fokus på virksomhedernes klimaaftryk.
Kunder, leverandører og myndigheder
Flere og flere forbrugere er interesseret klimabelastningen på de varer de køber. Her hører transporten med i regnskabet. Virksomhederne forventer også CO2-data fra deres underleverandører, til deres egne grønne regnskaber. Og myndighederne kræver at flere og flere virksomheder leverer grønne regnskaber – en udvikling, der i løbet af få år vil omfatte alle virksomheder fordi det er et EU-krav.
- SAF kan yde et væsentligt bidrag til virksomhedernes indsats for at reducere deres CO2-udledning. I første omgang er det måske ikke en løsning for alle. Men den er det allerede for nogen, og det vil det blive for flere og flere i de kommende år, siger Nikolai Borring.
Han erkender, at prisen på bæredygtigt flybrændstof kan udgøre en barriere for nogen kunder.
- Det handler naturligvis om at finde et fornuftigt leje i forhold til udbud og pris. Derfor vil det måske være en løsning for nogen, at de valgte at flyve delvist på SAF. Det er noget vi tester i øjeblikket, siger Nikolai Borring.
Flere og flere på længere sigt
- Jeg tror også nogen kunder, vil føle sig forpligtet til at gå den her vej, fordi der ikke er alternativer til at nedbringe deres CO2-udledning. På længere sigt, vil det omfatte flere og flere, siger Nikolai Borring.
Han understreger, at DHL Express aldrig ville indgå så stor en aftale om levering af SAF, hvis ikke integratoren er sikker på, at der vil være et marked for bæredygtigt flybrændstof. Flere undersøgelser peger på, at bæredygtighed i stigende grad vægtes højere af både virksomheder og private.
- Der er ikke nogen, der kan undgå at skulle forholde sig til deres klimaaftryk. Uanset om det er her og nu, eller om det er lovgivning, der sætter fart på udviklingen. Om det er om ét, to eller fem år, så vil interessen for det her kun være stigende. Det tror jeg er indiskutabelt, siger Nikolai Borring.
- Vi har investeret massivt i det her, fordi det er noget vi tror på. Det er den rigtige vej at gå både for os og vores kunder. På et tidspunkt vil det ikke længere være et spørgsmål om man finder det relevant eller ej. Det bliver noget man skal.
Prisen per kilo
Det store spørgsmål er naturligvis, hvor meget det koster ekstra at sende pakker og forsendelser af sted med SAF i ”tanken”.
- Prisen per kilo svinger og kan tilpasses den enkelte kunde, men vi snakker typisk nogle få kroner per kilo i gennemsnit for en normal forsendelse. Så det syntes jeg, er attraktivt, slutter Nikolai Borring.