23948sdkhjf

Ny banegods-formand: Det handler om at holde dampen oppe

Jens Kirketerp Jensen vil som ny frontfigur skabe mere synlighed om fordelene ved banegodstransport.

Det er en for transportbranchen kendt figur, der har overtaget formandsposten i interesseorganisationen Dansk Banegods.

Jens Kirketerp Jensen, administrerende direktør i ADP Energy Infrastructure og tidligere mangeårige havnedirektør i Hirtshals Havn, vil som ny frontfigur arbejde for at holde dampen oppe og fortsat belyse de udfordringer og bureaukratiske showstoppere, der står i vejen for at fremme banegodstransporten i Danmark.

Dampen oppe med tre fokusområder

- Rasmus har knoklet som en gal for vores organisation de seneste år, og han spurgte, om jeg ville tage stafetten. Nu har jeg været i organisationen nogle år – senest som næstformand – så det vil jeg selvfølgelig gerne, siger Jens Kirketerp Jensen og henviser til Rasmus Munk Kolind, nu altså tidligere formand i Dansk Banegods og til daglig senior commercial manager, Container & Rail hos Port of Aalborg.

Han tilføjer, at besættelse af posten som ny næstformand fortsat afventer.

Formandsskiftet fandt sted ved seneste bestyrelsesmøde i februar og effektueret samme dag. Her drøftede bestyrelsen blandt andet initiativer omkring synlighed, samarbejdsrelationer og politisk bevågenhed med henblik på en prioritering af ressourcerne på de enkelte indsatsområder, fortæller Jens Kirketerp Jensen i et interview med Transport Today.

- For Dansk Banegods handler det om at holde dampen oppe. Vi skal fortsat være proaktive i forhold til vores største opgaver som interesseorganisation: at fremme banegodstransportens rammevilkår i Danmark og få mere gods på skinnerne til gavn for industrien og den grønne omstilling, siger Jens Kirketerp Jensen.

ScanMed udvidet mod nord

Han fortæller, at der på et nyligt afholdt strategiseminar blev etableret tre hovedfokusområder, som vil være øverst på agendaen i organisationens arbejde den kommende tid, og som den gerne vil nå i mål med i 2023.

Allerøverst står udvidelsen af ScanMed, der af uvisse årsager er strandet et sted i det bureaukratiske system. ScanMed-korridoren kommer fra fastlands-Europa og går fra den danske grænse til Fredericia og videre østpå. Der har været et ønske fra EU om at føre den nordpå i Jylland, men det er endnu ikke sket. En udvidelse af korridoren vil betyde, at et større geografisk område i Danmark vil kunne benytte sig af de logistiske fordele, en udvidelse vil føre med sig.

- Tilbage i 2019 skulle der være skrevet under på en forlængelse af korridoren fra Fredericia til Frederikshavn og Hirtshals, men det er ikke sket endnu. Og det er problematisk, for det er produktions-Danmark og Norge, det handler om; at skabe et mere klimavenligt alternativ til dansk og norsk industri i forhold til lastbiltransport. Vi kan konkludere, at intet er sket, og vi er lige nu ved at indhente mere viden om, hvorfor der endnu ikke er sket noget.

Vil inkluderes i havnestrategi

Dansk Banegods ønsker, at jernbanen inkluderes som transportform, når landspolitikerne sætter sig til forhandlingsbordet for at lave en ny strategi for de danske havne. For havne hænger sammen med resten af logistikinfrastrukturen, siger Jens Kirketerp Jensen.

- I vores øjne hænger en havnestrategi ikke sammen, hvis man ikke tænker alle transportformer ind – herunder jernbanen. Derfor vil vi over for minister og Folketingets ordførere argumentere for at huske jernbanen, så man laver en samlet strategi. Man kan eventuelt kigge til blandt andet Norge og Sverige, hvor man har været dygtig til at inkludere forskellige transportformer i strategien. Multimodalitet handler om at se på transportformerne som medspillere og ikke konkurrenter, siger banegodsformanden.

Tungt bureaukrati forhindrer udvikling

Jens Kirketerp Jensen nævner som sidste fokusområde, at organisationen vil arbejde for en afbureaukratisering af administrationen omkring jernbanen.

- Jernbanens infrastrukturforvaltning lægger ikke op til, at vi som samfund bruger vores infrastruktur helt optimalt. Jernbanen er et stedbarn i den danske infrastruktur. Bureaukratiet er særligt tungt i Danmark, og derfor er det svært at køre med jernbane i Danmark. Der er mange forskellige tilladelser og godkendelser – og oven i det kan der også være en langsommelighed, siger Jens Kirketerp Jensen.

Han tilføjer, at det særligt er de kommende års mange reparationer af skinnenettet, der sætter en stopper for udviklingen af banegodstransport i Danmark.

- Over de næste mange år bliver der renoveret jernbane i Danmark til den helt store guldmedalje, og det er vi jo alle glade for. Men måden, man gør det på, er ikke optimal. I 2023 er der 310 dage med sporspærringer på strækningen mellem grænsen og Aalborg. Dermed er der altså ikke mange dage tilbage, hvor godstrafikken ikke er påvirket af sporspærring. Blandt andet fordi, man spærrer sporene om natten. Samlet betyder det, at transportkøberne ikke kan stole på banegodstransport i Danmark, og så vælger de hellere en lastbil til at fragte deres gods, siger han.

Uforløst potentiale

- Vi mener, der er et stort potentiale for banegods i Danmark. Blandt andet fra Hirtshals Havn, siger Jens Kirketerp Jensen, der selv har været ansat i Hirtshals Havn fra 2001-2021, fra 2004 som øverste direktør.

- I Hirtshals står en færdigbygget banegodsterminal, der er testet, virker og som flere operatører har vist interesse i. Men bureaukratiske forhindringer og sporspærringer holder dem tilbage fra at benytte den. Halvdelen af alle lastbiler over Hirtshals Havn – cirka 70.000 årligt – kører sydpå og over den dansk-tyske grænse. De trailere kunne man uden problemer sætte på skinner, mener formanden.

Han henviser til, at banegodstransport skal tilbagelægge en vis afstand, før den kan betale sig, hvorfor en grænseoverskridende transport kunne se til jernbanen som alternativ til lastbilen.

- Men vi arbejder også på at skabe mere banegodsaktivitet internt i Danmark. Eksempelvis fra Aalborg, Fredericia – og især Køge – vil det være oplagt. Der er masser af potentiale – ikke kun for transit og grænseoverskridende transporter. Der er flere projekter rundt omkring, men der mangler en dynamisk og positiv indgangsvinkel fra myndighederne for at få det til at lykkes. Og det starter og slutter med afbureaukratiseringen, slutter Jens Kirketerp Jensen.

Om Dansk Banegods

Dansk Banegods blev stiftet i oktober 2014. Interesseorganisationens formål er at varetage principielle brancheorienterede nationale og internationale interesser for operatører og andre virksomheder samt organisationer med kommerciel interesse i jernbanegodstransport i Danmark. Foreningen arbejder specifikt for at fremme banegodstransportens rammevilkår over for politikere og myndigheder.

Dansk Banegods mener, at jernbanen er et vigtigt element i den grønne omstilling af godstransporten til mere energieffektive transportformer og anser en effektiv godstransport som helt afgørende for dansk erhvervsliv – ikke mindst de internationale godsforbindelser, der skal sikre et konkurrencedygtigt erhvervsliv og fortsat vækst i eksporten.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156