Grønt lys for irsk opkøb
Kort før nytår kunne DFDS A/S annoncere, at rederi- og logistikselskabet havde indgået aftale om køb af nordirske McBurney Transport Group. En handel, der angiveligt havde en gældfri pris på 1,2 milliarder kroner.
Nu har DFDS A/S i en selskabsmeddelelse til fondsbørsen i København oplyst, at konkurrencemyndighederne har godkendt købet.
McBurney Transport Group er baseret i Nordirland og beskæftigede ved årsskiftet mere end 800 ansatte. Kunderne er detailbutikker, supermarkeder og fødevareproducenter, der gør brug af McBurneys services inden for transport og logistik, herunder temperaturkontrollerede transport- og lagertjenester i Irland og Storbritannien.
Selskabet kører med omkring 400 lastvogne og 1360 lastvognstrailere – heraf er 955 temperaturkontrollerede.