23948sdkhjf

Hver tredje el-lastbil i Danmark er en Scania

Den svenske lastbilproducent hjælper kunderne med grundig behovsanalyse og scorer markedsandele på de danske veje.

Scania har leveret en stor del af de el-lastbiler, der kører på de danske veje og har i dag den største bestand af tunge BEV-lastbiler i Danmark. Helt nøjagtigt står der Scania på fronten af 31,5 procent af alle de el-lastbiler, der i dag kører på vejene.

Det skriver den svenske lastbilproducent i en skriftlig meddelelse, hvor det også fremgår, at Scania er markedsleder på el-lastbiler. I 2022 stod Scania for 56,25 procent af det samlede salg af el-lastbiler i Danmark.

- Vi gør meget ud af at fjerne usikkerhedsmomentet hos vores kunder, og det afspejler sig i salgstallene, siger Anton Freiesleben, salgsdirektør i Scania Danmark.

Scania har leveret el-lastbiler til en bred kundegruppe i 2022, og fælles for alle kunder er, at de sammen med Scania får udarbejdet en grundig analyse af alle behov, fortæller han.

- Scania bestræber sig på at afdække alle udfordringer, når kunder ønsker at opstarte drift på alternative drivmidler som biogas, el eller biodiesel/syntetisk diesel. Vi udfører rækkevidde-simuleringer, afdækker ladebehov og dimensionering af ladestationer og hjælper også med etablering af tanknings- og ladeinfrastruktur, siger Anton Freiesleben og fortsætter:

- Kort sagt bestræber vi os på at afmystificere skiftet til grøn transport og herunder beregne TCO (Total Cost of Ownership, red.) på diesel versus alternativerne med henblik på, at kunderne kan sætte de nye teknologier i drift uden ubehagelige overraskelser. Selve køretøjerne udmærker sig ved at have de samme fine egenskaber, som Scania har været kendt for i årtier; høj driftssikkerhed, lavt energibehov, stærke præstationer og ikke mindst fremragende chaufførkomfort, lyder det fra salgsdirektøren.

Scania oplever, at dét, der vægter hos kunderne, når der skal tales el-lastbiler, er bundsolid rådgivning og økonomisk sikkerhed. Ligesom det er særligt vigtigt for kunderne at få styr på rækkevidde, ladebehov og ladeløsning.

Scania ser ind i nogle år, hvor el-lastbiler, men også gaslastbilerne, vinder mere og mere terræn, siger Anton Freiesleben:

- Vi forventer, at markedet for el- og gas lastbiler i 2023/2024 vil ligge på 100-150 biler for hver af de to teknologier, og i 2025 ventes salget af el-lastbiler at nå et totalmarked på cirka 300-500 nye registreringer i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125