- Skuffende og uforståeligt stop for havvindprojekter
- Beslutningen om at stoppe havvindprojekterne er dybt skuffende. Faktisk decideret uforståelig.
Så kontant lyder vurderingen fra Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Industri, i kølvandet på den danske regerings beslutning om at udsætte den såkaldte ”åben dør-ordning” for udvikling af havvindmøller – med henvisning til bekymring over mulige overtrædelser af EU's statsstøtteregler som årsag, i et opslag på Twitter.
- Jeg er netop hjemvendt fra Bruxelles, hvor jeg blandt andet havde møder med Margrethe Vestager og en række EU-embedsmænd. Alle kunne fortælle mig, at det ikke er EU, der har bedt Danmark om at stoppe vindprojekterne. Faktisk sagde Vestager til mig, at hun undrede sig over, at hun ikke havde hørt om det, for så kunne hun have hjulpet med at finde en løsning, skriver Brian Mikkelsen.
Han tilføjer, at han mener, det virker mærkeligt, at myndighederne igennem 24 år ikke har overvejet om åben dør-ordningen skulle være i strid med støtteregler.
- Jeg har selv siddet i regering i 13 af de 24 år, og jeg har aldrig hørt et ord om det. Og når det ikke er EU, der har sagt stop, så kan det jo kun være et problem, som de danske myndigheder selv har skabt. Det er vanvittigt ærgerligt. De høje elregninger, klimakrisen og afhængigheden af russisk gas kalder alt sammen på hasteudbygning af vedvarende energi. Denne beslutning gør det modsatte, lyder det fra Dansk Erhverv-direktøren.