23948sdkhjf

Russisk fragtskib i mystisk operation i Sydafrika

Russisk fragtskib havde slukket for AIS, da det gik til kaj i Sydafrika og både afleverede en række containere og fik mystisk last ombord.

Trods international boykot af russiske skibe lykkede det det russiske fragtskib 'Lady R' i november at både få aflæsset en række containere i Sydafrika og få en større last ombord igen. Det skriver Finans, der blandt andet citerer The Wall Street Journal og The Times.

Operationen fandt sted op til, at Sydafrika planlægger at lægge hav til en større flådeøvelse, der blandt andet omfatter russiske og kinesiske fartøjer.

Ifølge Finans vil mindst to russiske krigsskibe deltage i øvelsen, der finder sted på et-årsdagen for den russiske invasion af Ukraine.

 Militærøvelsen har da også mødt modstand i Sydafrika, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have dårlig dømmekraft.

- Dette er udelukkende en begivenhed, hvor Rusland får mulighed for at vise, hvor stærk landets indflydelse er. Det er ikke til gavn for vores flåde, lyder kritikken fra Kobus Marais, der er oppositionspartiets Den Demokratiske Alliances forsvarsordfører, ifølge den britiske avis The Times.

Ifølge rapporter fra flådebasen Simon's Town i det vestlige Sydafrika var det en gammel leverance af ammunition, der kom med de russiske containere, men det er stadig uklart, hvad skibet fik med ombord.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158