23948sdkhjf

Aarhus Havn bliver knudepunkt for amerikanske tropper

Militær logistikoperation på den østjyske havn er en del af den danske værtsnationstøtte.

Aarhus Havn er for første gang valgt til transithavn for amerikansk militær logistikoperation.

Det amerikanske fragtskib ARC Independence anløber i den kommende uge Aarhus Havn med omkring 600 styk militært materiel og køretøjer, der skal videre mod Østeuropa.

Og det bliver en helt særlig opgave for Danmarks største erhvervshavn, fortæller Thomas Haber Borch, administrerende direktør i Aarhus Havn:

- Det bliver en helt særlig opgave, som vi ikke tidligere har prøvet. Men vores allervigtigste opgave er at stille effektivt infrastruktur til rådighed. Det gælder i dag, i morgen og når USA, som Danmarks nære alliancepartner, ønsker at bruge Aarhus Havn som transithavn i forbindelse med en militær operation. Og det er vi selvfølgelig klar til, siger han.

Den militære logistikoperation på Aarhus Havn er en del af den danske værtsnationsstøtte (Host Nation Support), som er en integreret del af de opgaver, alle NATO-medlemmer skal kunne gennemføre, og som består i at støtte en planlagt rotation af amerikanske enheder til USA's styrkede tilstedeværelse i Europa.

Dele af Aarhus Havn vil i forbindelse med operationen være lukket ned, og der vil i perioden være amerikanske soldater i området omkring havnen.

Forsvaret gennemfører den amerikanske militære logistikoperation på Aarhus Havn med støtte fra blandt andre Østjyllands Politi, Aarhus Havn, Hjemmeværnet og andre relevante myndigheder.

Ellemann: - Et centralt bidrag

Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til østersøregionen. Derfor står Forsvaret, Hjemmeværnet og en række civile aktører klar til at støtte, så det kan ske så smidigt som muligt, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen:

- God værtsnationsstøtte til vores allierede er en helt central del af vores bidrag til NATO’s kollektive forsvar. Brugen af Aarhus Havn er et udtryk for, at USA ser potentiale i Danmark som værtsnation for amerikanske styrker – og i en tid hvor vestlige værdier som frihed og demokrati udfordres, er det helt afgørende for vores sikkerhed, at vi står skulder ved skulder med vores kerneallierede som USA, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

USA har tidligere sendt materiel gennem Danmark i forbindelse med øvelsesaktivitet i Europa og senest i Esbjerg, hvor 44 amerikanske militærhelikoptere anløb med skib i august 2022.

Politi: Kortvarig trængsel på havnen

Østjyllands Politi forventer i forbindelse med logistikoperationen, at der muligvis kan opstå en øget trængsel på Aarhus Havn i de dage, hvor skibet skal losses og materiellet køres videre ud i Europa.

- Vi har en formodning om, at der muligvis kan opstå kortvarige trafikale trængsler på havnen, når det militære materiel skal fragtes videre i Europa. Havnen er dog i forvejen godt gearet til at håndtere den daglige trafik, så vi tror ikke, der bliver nogle større udfordringer – men vi følger situationen nøje, siger politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman.

Østjyllands Politi har en forventning om, at havnen vil blive belastet med op mod 50 ekstra lastbiler i døgnet i forbindelse med opgaven.

I forbindelse med fragtskibets ankomst til Aarhus bliver der oprettet et midlertidigt militært område – også kaldet et MMO – på et mindre område af Omniterminalen på Aarhus Havn. Der er i forvejen ikke adgang for offentligheden på terminalen, så Østjyllands Politi har ingen formodning om, at borgerne bliver påvirket af det midlertidige militære område.

- Vi regner ikke med, at operationen kommer til at påvirke østjydernes hverdag, men vi har en forventning om, at borgerne muligvis kan støde på amerikanske soldater i området omkring Aarhus Havn og Aarhus midtby, siger politidirektør Kirsten Dyrman og tilføjer, at hun håber, amerikanerne vil føle sig godt taget i mod, når de færdes i byen.

Det midlertidige militære område på Aarhus Havn vil være gældende fra i løbet af fredag formiddag den 13. januar 2023 og frem til den 12. februar 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125