Drewrys sammensatte indeks er faldet 41 uger i træk
Drewrys sammensatte World Container Index (WCI) faldt med 6 pct. til USD 2.138,70 pr. 40 fods container i denne uge.
Dermed er indekset faldet uafbrudt i 41 uger.
Sammenligner man med samme uge i 2021, så er der tale om et fald på 77 procent. Drewry’s WCI toppede i september 2021 på USD 10.377. Dermed er indekset faldet med 79 procent siden toppen af det vilde containerrateridt, der startede da corona-restriktionerne begyndte at blive rulle tilbage og de enorme statslige hjælpepakker satte gang i en hidtil uset forbrugsfest.
Indekset er 21 pct. lavere end det 10-årige gennemsnit på USD 2.692, hvilket indikerer en tilbagevenden til mere normale priser. Men Drewry’s analytikere fremhæver her, at indekset fortsat er 51 pct. højere end gennemsnittet for 2019 – altså i det sidste år, før corona-pandemient sendte hele verden på den anden ende –) på USD 1.420.
Det gennemsnitlige sammensatte indeks for år til dato er USD 6.638 pr. 40-fods container, hvilket er USD 3.946 højere end det 10-årige gennemsnit (USD 2.692 nævnt ovenfor).
Fragtraterne på Shanghai – Rotterdam faldt 14 pct. eller USD 279 til USD 1.686 pr. 40-fods container.
Spotrenterne på Shanghai - New York faldt 9 pct. eller 415 USD til 3.993 USD pr. 40 fods container.
Tilsvarende faldt priserne på Shanghai – Genova 6 pct. eller 177 USD til 2.908 USD pr. 40 fods container.
Priser på Rotterdam – Shanghai steg 3 pct. til USD 799 pr. FEU.
Ligeledes faldt raterne på Shanghai – Los Angeles med 2 pct. til 1.997 USD.
Priserne på Rotterdam – New York faldt 1 pct. til 7.151 USD pr. FEU.
Priserne i New York – Rotterdam og Los Angeles – Shanghai svævede omkring den foregående uges niveau.
Drewry’s analytikere forventer containerraterne vil fortsætte med at falde i de næste par uger, men i et lavere tempo.