Lastas næsten fordoblede bundlinjen
Trailerforhandlerkoncernen Lastas Trucks Danmark A/S kommer ud af regnskabsåret 2021/22, der omfatter perioden 1. juli 2021-30. juni 2022 med en næsten fordobling af bundlinjen til 28,5 mio. kr. fra knap 15 mio. kr. sidste år.
Bruttofortjenesten landede i perioden på 50,3 mio. kr. mod 31,2 mio. kr. sidste år.
Egenkapitalen steg med knap 29 mio. kr. til 139 mio. kr., og det gennemsnitlige antal fuldtidsmedarbejdere steg i perioden med 3 til 24.
Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende, fremgår det af årsrapporten.
”Årets aktivitet samt resultat er højere end de tidligere fremsatte forventninger på 13,5-16,5 mio. kr. Den positive udvikling skyldes særligt den øgede efterspørgsel i markedet på lastbiler og trailere samt virksomhedens evne til at levere lastbiler og trailere under og efter coronapandemien. Virksomheden har blandt andet i regnskabsåret og det forudgående regnskabsår haft fokus på at sikre bestilling af lastbiler og trailere for at kunne efterleve den øgede efterspørgsel i markedet”, lyder det.
Selskabets ledelse forventer, at aktiviteten vil falde i 2022/23 til et niveau svarende til 2020/21. Ledelsen forventer et resultat før skat i 2022/23 mellem 12 og 14 mio. kr. og et fald i aktiviteten og resultatet som følge af en forventet aftagende efterspørgsel i markedet.