Skarp speditørkritik af vejafgift på lastvogne
Skatteministeriets lovforslag om en kilometerbaseret og CO2-differentieret dansk vejafgift på lastvogne har fået en ublid medfart fra transport- og logistikbranchen.
Danske Speditører har i sit høringssvar fremhævet en lang række problemer med lovforslaget, selv om brancheorganisationen bifalder målet om en mere klimavenlig vejgodstransport i Danmark.
Danske Speditører beskriver indledningsvis den nye vejafgift, som en ekstra skat på vejgodstransporten, der ovenikøbet vil være meget dyr at administrere.
Speditørernes brancheforening fremhæver desuden, at den CO2-differentierede vejafgift ikke vil tilskynde til en nævneværdig reduktion af CO2-udledningen.
Øremærkning
Danske Speditører anerkender som nævnt ovenfor, at der er behov for grøn omstilling af vejtransporten, hvis de ambitiøse, men generelle, mål om CO2-reduktion skal realiseres.
»Fragt- og logistikbranchen vil gerne deltage aktivt i den grønne omstilling. Det sker efter branchens opfattelse bedst ved langsigtede politiske aftaler og lovgivning, som muliggør fornuftige investeringshorisonter, men også ved at eventuelle miljø- og klimaafgifter føres tilbage til branchen som tilskyndelse til klimavenlig forskning og klimavenlige investeringer i blandt andet infrastruktur samt investeringer i lav- og nulemissionslastbiler (eksempelvis ved justering af registreringsafgifter).«
Danske Speditører sår også tvivl, om den foreslåede kilometerafgift vil være nok til at tilskynde vognmændene til investere i de meget dyre el- eller brintdrevne lastbiler.
» De store initiale investeringer i lav- og nulemissionslastbiler betyder, at de angivne differentierede afgiftssatser i lovforslaget ikke er tilstrækkelige til at sikre overgangen væk fra konventionelle dieseldrevne lastbiler.«
Danske Speditører fastslår samtidig, at konventionelle lastbiler vil være nødvendige ved specialopgaver og transeuropæiske fragttransporter, og at loven derfor bør tage hensyn til dette.
»Tilbageførslen af provenuet til transportområdet bør derfor fremgå af lovforslaget,« skriver Danske Speditører.
Brancheorganisationen peger også på, at vejafgiften vil øge fragtomkostningerne betydeligt på et tidspunkt, hvor inflationen er meget høj.
Danske Speditører påpeger en stribe af problemer med lovforslaget. Blandt andet, at der er usikkerhed om de CO2-emissionsklasser, som kilometerafgiften skal varieres efter, indtil EU-har fastlagt klasserne.
Vejafgiften opkræves indledningsvis kun på lastvogne over 12 tons totalvægt, men fra 2027 skal alle lastvogne betale vejafgift. Her påpeger Danske Speditører, at det kan føre til at godset indledningsvis vil flytte over på mindre og afgiftsfrie lastbiler og senere over på varevogne med en totalvægt på 3,5 tons, hvilket vil reducere brændstofeffektiviteten markant og øge trængslen.
Danske Speditører fastslår også, at dansk økonomi af en vejgodstransport, der i betydeligt omfang sker på udenlandske lastvogne. Derfor bør loven tage fornødent hensyn, hvis forsyningskæderne skal fortsætte med at fungere.
Høje omkostninger
Danske Speditører er også stærkt kritiske over for de høje administrationsomkostninger, som den nye vejafgift forventes at medføre:
»Det fremgår af bemærkningerne til lovudkastet, at administrationsomkostningerne årligt forventes at være 275 mio. kroner. Administrationsomkostninger modsvarer efter Danske Speditørers mening ikke et forventet provenu på 1,5-2,0 mia. kr. årligt, særligt ikke når der henses til den begrænsede CO2- reduktion.
Danske Speditører ønsker tillige at påpege, at det ikke er tilfredsstillende, at de administrative omkostninger ikke er fuldt ud klarlagt. Det fremgår af lovudkastet, at vurderingen af de administrative omkostninger ikke er færdiggjort. Administrationsomkostningerne med den valgte model kan således godt overstige de angivne ca. 20 procent når modellen implementeres.«
Speditørernes brancheforening er også kritiske over for metoderne til opkrævningen af kilometerafgiften.
»I lovforslaget opereres med en investering i ny elektronisk sporing til alle lastbiler, og en administrativt tungere., men teknisk simplere, løsning som alternativ. Det er forventeligt, at særligt udenlandske lastbiler, med begrænsede fragtopgaver i Danmark, vælger den teknisk simple men administrativt tunge løsning. Det betyder, at dansk indregistrerede lastbiler favoriseres på bekostning af udenlandsk registrerede lastbiler, herunder lastbiler fra de øvrige EU-lande. Den afledte effekt er forhøjede fragtomkostninger og dermed et forstærket pres på inflationen. Det skal i den forbindelse erindres, at transport- og fragtkapaciteten er begrænset, og at udenlandske operatører derfor er påkrævede, for at opretholde de nødvendige forsynings- og logistikkæder.«
Transport Today/www.transporttidende.com bringer hele Danske Speditørers høringssvar med kommentarer i næste uge.