Flere havnestrejker i sigte
Havne og havneterminaler vil blive ramt af fornyet ’disruption’ i form af strejker i den kommende tid.
Det spår analytikerne hos Drewry Shipping Consultants i en ny analyse.
Det er de stigende leveomkostninger, der gør det svært for havnearbejderne, at få økonomien til at hænge sammen, der fører til krav om højere lønninger. Vanen tro følger der faglige aktioneri kølvandet på lønkravene og det vil føre til nye nedlukninger af havneterminaler, som det har været tilfældet hen over sommeren og ind i efteråret i Tyskland og Storbritannien.
Facit er ifølge Drewrys, at der stakkes mere disruption oven i den, der allerede tynger havneterminalerne.
Containerrederierne har – med et vist held – søgt at sejle uden om de strejkeramte havne. Men det har påvirket sejlplaner og losning og lastning markant negativt.
Og det er mere på vej skriver Drewrys.
Som www.transporttidende.com tidligere har beskrevet, så blev der indgået ny overenskomst med havnearbejderne på en række tyske havne.
Men ifølge Drewrys, er der fortsat problemer med at skaffe havnearbejdere op til og i weekenden. Ifølge det britiske analysebureau er der fortsat problemer med ”parkerede containere” på containerterminalerne i Tyskland, og det forhindre en optimal drift af terminalerne.
Det har medført, at containerskibene skal bruge længere tid ved kaj, før de er losset og lastet.
Storbritannien
Der er fortsat uløste lønstridigheder på flere containerterminaler i Storbritannien. Handling er påvirket negativt i Felixstove, på grund af det efterslæb, der opstod i forbindelse med otte dage lange blokader i både august og i september/oktober.
Strejker i Liverpool er med til at forværre situationen for transportkøberne.
Ifølge Drewrys må uroen i Storbriannien forventes at fortsætte langt ind i fjerde kvartal.
USA
Analytikerne i Drewrys påpeger, at den stigende inflation ikke kun er et europæiske fænomen. Det rammer hele verden – også USA.
Her de igangværende forhandlinger på vestkysten mellem International Longshore and Warehouse Union (ILWU) og arbejdsgiverne i Pacific Maritime Association (PMA) i gang – i et start-stop-tempo, der gør, at der er stigende bekymring for, at overenskomstforhandlingerne her kan gå i hårdknude. Her er det dog ikke kun lønspørgsmålet, der giver anledning til uro. Også arbejdsgiverens ønske om øget automatisering er et stridspunkt, der ventes at kunne blokere for en aftale i længere tid.