Padborg-speditør fastholder pæn bundlinje
Padborg-speditionsvirksomheden Riis Logistics fastholder i seneste regnskabsperiode pæn bundlinje, der af ledelsen beskrives som tilfredsstillende.
Det fremgår af selskabets netop offentliggjorte årsrapport for regnskabsåret 2021/22, der omfatter perioden 1. maj 2021-30. april 2022.
Riis Logistics formår at øge bruttofortjenesten med 15,6 procent til 8,9 mio. kr. mod 7,7 mio. kr. året før.
Driftsresultatet steg fra 2,7 mio. kr. til 3,1 mio. kr., og på bunden lander selskabet et overskud på 2,4 mio. kr. mod 2,2 mio. kr.
Det gennemsnitlige antal medarbejdere er i perioden steget med 1 til 14, mens egenkapitalen har fået et nøk opad fra 3,2 til 3,5 mio. kr.
Om Riis Logistics
Riis Logistics blev etableret i Hamborg i 1996. Efter seks år i det tyske valgte stifter Kristian Riis at flytte virksomheden til Padborg, hvor den stadig ligger.
I dag beskæftiger selskabets disponenter 50 lastbiler, der primært transporterer industrigods til og fra hele Europa. Afdelingen i Polen, hvor Riis Logistics beskæftiger 3 medarbejdere, har et stort netværk af varebiler, der med en lastekapacitet på 4-10 paller, leverer terminsgods dag til dag rundt omkring i hele Europa.
Ejerkredsen består dels af ansatte og dels af investorer.
Riis Logistics har ikke ønsket at kommentere årsrapporten yderligere over for Transport Today.