23948sdkhjf

- Mærsk køber en kompetent og velrenommeret projektspeditør

Martin Bencher-medstifter lykønsker selskabet for at skabe den vækst, der har ført til opkøb, men advarer også om rederiernes opkøbs-sult.

- Det er et skridt, der gør mig særlig stolt.

Sådan lyder budskabet fra Bo H. Drewsen på LinkedIn i kølvandet på nyheden om, at A.P. Møller – Mærsk A/S køber den danske projektspeditør Martin Bencher Group.

Bo H. Drewsen er et velkendt og anerkendt navn inden for projektspedition på globalt plan. Han driver i dag medievirksomheden Project Cargo Weekly og er formand i CLC Projects Group, men i årene 1997-2012 drev han sammen med Peter Thorsø Jensen – Martin Benchers nuværende ejer og administrerende direktør – selskabet som medstifter, formand og administrerende direktør.

- Mærsk køber en kompetent og velrenommeret projektspeditør, og jeg hylder Peter Jensen og hans kolleger for et veludført arbejde. Man kan ikke sælge en asset light-virksomhed til en anstændig pris uden rigtig kvalitet i både mennesker, dygtighed, knowhow og overskud, men de gjorde det og vækstede virksomheden til, hvad den er i dag, så det er veludført og velfortjent, skriver han.

Advarer mod visse rederier

Som formand siden 2012 for CLC Projects Group, der leverer services til små og mellemstore projektspeditører over hele verden, har han samtidig et budskab til branchen:

- Jeg mener, at dette køb har gjort det helt klart, hvis der var tvivl tilbage, at der ikke længere er grænser for, hvor langt nogle rederier vil gå for at kontrollere hele kæden - det være sig i luften, almindelig spedition, warehousing og nu også projektekspedition - hvilket "nærmest" ikke var tilfældet tidligere, lyder det fra Bo H. Drewsen, der fortsætter:

- Derfor opfordrer jeg fra det synspunkt projektspeditører over hele verden til at begynde at lede efter rederier, der er "speditørvenlige", og som beskytter speditørens rolle som værende en vital service i branchen. Du skal stemme med dine bookinger og støtte de rederier, der ikke ønsker at gribe ind i dit "domæne" og ikke går efter dine kunder direkte efter en booking, og du skal holde dig meget tættere på dine kunder end nogensinde. Du ejer muligvis ikke skibe, og du kan muligvis ikke fungere som bank for din afsender, men der er alternativer derude, og du skal bruge dem, lyder budskabet fra Bo. H. Drewsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114