23948sdkhjf

Tredobler bundlinjen efter YOYO-opkøb

Brøndby-logistikfirma afsøger vækstmarkeder i USA og Sverige.

Hos logistikvirksomheden Link Logistics er opkøbet af YOYO Global Freight i 2021 tydelig at få øje på i selskabets årsrapport for året, der gik.

Med integrationen af Odense-speditøren har Link Logistics fået flere strenge at spille på i forhold til at tilbyde kunderne et mere omfattende serviceudbud.

Tredobler på bunden

Link Logistics har specialiseret sig i ekspres-, kurer- og speditionsrelaterede transporter og er repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige og USA.

I 2021 købte Link Logistics YOYO Global Freight og dertil hørende nye medarbejdere, kunder, produkter, lokationer og lande. Købet blev gennemført 12. august, og ved årets udgang var enhederne i Danmark – Link Logistics A/S, Yoyo Holding ApS og Yoyo Global Freight ApS - fusioneret til Link Logistics A/S. Købet er sket med tilbagevirkende kraft med virkning fra 1. januar 2021, hvilket er med til at forklare de store stigninger på top- og bundlinje.

I det forgangne år lød bruttofortjenesten på 121,2 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling mod de 59,6 mio. kr. i 2020.

Bundlinjen omtrent tredobledes til 43,6 mio. kr. mod 14,8 mio. kr. året før. Væksten har vist sig både i e-handelssegmentet samt i speditionssegmentet.

Egenkapitalen steg med 30 mio. kr. til 55 mio. kr., mens det gennemsnitlige antal medarbejdere steg fra 82 til 144.

Yderligere vækstbestræbelser gennem opkøb og nye markeder er sat i bero indtil 2022 for at sikre fuldt fokus på integrationen af Link og YOYO, fremgår det af årsrapporten.

Link Logistics ejes af Polaris Partner Equity.

Vækst på nye markeder

Link Logistics er i Danmark repræsenteret med fem kontorer og sorteringsterminaler i henholdsvis Brøndby, Odense, Fredericia, Aarhus og Aalborg. I Sverige opererer Link Logistics fra to terminaler i Gøteborg og Stockholm, og i Norge drives driften fra kontorer i Oslo og Stavanger. I USA opererer Link Logistics fra New Jersey.

I 2022 forventer selskabet at se stærk vækst fra de to hovedkundesegmenter – high-end industrielle- såvel som e-handelskunder.

- Vi forventer en betydelig vækst inden for både kurer- og speditionssegmentet på tværs af alle markeder med de stærkeste vækstrater i Sverige og USA. For at styrke vores produktudbud vil vi udvide e-handelstilbuddet til Sverige og USA med dedikerede e-handelsfaciliteter i begge lande, hvilket skaber samme tilbud som i Danmark, lyder det.

Det er særligt integrationen af YOYO, der har muliggjort drømmene om vækst på nye markeder.

- Sammenlægningen af Link Logistics og YOYO har styrket grundlaget for vækst til nye markeder og territorier. I løbet af 2022 vil fokus være på at styrke tilstedeværelsen i Sverige gennem udvidelse af vores aktiviteter i Stockholm og i USA ved at tilføje nye områder til vores forretning såsom Miami og Chicago. Udover den organiske vækst på eksisterende markeder vil vi også undersøge muligheder for yderligere opkøb på eksisterende og nye markeder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141