Mærsk holder kursen mod historisk bundlinje
Helt som forventet præsenterer A.P. Møller – Mærsk A/S onsdag morgen kvartalsregnskab for Q1 2022, der er en fortsættelse af selskabets nylige historiske års- og kvartalsregnskaber.
I første kvartal formåede selskabet – godt hjulpet på vej af høje fragtrater – at præsentere endnu et rekordresultat med en stigning i omsætningen på 55 procent til 19,3 mia. dollars og mere end en fordobling af EBITDA til 9,1 mia. dollars.
Rederiforretningen i Ocean øgede omsætningen med 64 procent til 15,6 mia. dollars, idet højere fragtrater mere end kompenserede for et fald i volumen på 7 procent. Mærsk forventer, at omsætningen for hele året stiger med 10 mia. dollars mod 2021. Dette vil kompensere mere end rigeligt for omkostningerne, der i Q1 steg med 21 procent på grund af højere brændstofpriser, inflationspres i netværket og større udgifter til containerhåndtering.
I Logistics steg omsætningen med 41 procent til 2,9 mia. dollars. I segmentet Terminals steg omsætningen til 1,1 mia. dollars fra 915 mio. dollars samme periode sidste år.
Administrerende direktør i A.P. Møller - Mærsk A/S, Søren Skou, udtaler:
- I årets første kvartal leverede vi den største indtjening nogensinde i A.P. Møller – Mærsk med solid fremgang på tværs af forretningen i Ocean, Logistics og Terminals. Den øgede indtjening er især drevet af stigende fragtrater og væksten i kundekontrakter. Vi har demonstreret, at vi er i stand til at hjælpe kunderne med deres samlede logistikbehov i en tid, hvor de globale forsyningskæder fortsat er under pres. Vores logistikforretning oplever stor efterspørgsel på tværs af alle produkter og services og kan for femte kvartal i træk berette om organisk vækst på over 30 procent. Samtidig leverer APM Terminals det bedste kvartalsresultat nogensinde, siger topdirektøren.
Fragtraterne forblev høje i 1. kvartal, da Covid-19 og kapacitetsmangel fortsatte med at forstyrre logistikindustriens udbudsside. Global containerefterspørgsel faldt med 1,2 procent sammenlignet med + 8 procent i 2021, mens globale luftfragtmængder steg med 2,9 procent.
Ruslands invasion af Ukraine har en negativ indvirkning på handelsstrømmene og forbrugernes tillid i Europa. På denne baggrund forventer Mærsk, at den globale containerefterspørgsel vokser -1/+1 procent sammenlignet med en tidligere forventning på +2-4 procent.