EFFIE-prisen gik til JN Spedition
JN Spedition – der har afdelinger i Herning og Køge – modtog torsdag Danske Speditørers EFFIE-pris. Dermed slog specialisten i temperaturregulerede lager- og transportløsninger færgerederiet ForSea.
Her bringer Transport Tidende Danske Speditørers adm. direktør, Martin Aabak’s motivation for valget af vinderen:
»Dette års modtager af EFFIE-prisen har et stærkt miljøfokus, som samtidig sikrer kunderne de bedst tænkelige transport-løsninger.
Danmark er som bekendt en handelsnation, men som altid gælder det, at ingen handel - uden transport. Og ingen konkurrenceduelig handel – uden spedition. Dette års prismodtager har via tæt integration med kunderne og en i umiddelbar geografisk nærhed effektivt kunne minimere kørslen mellem multiple lokationer.
Prismodtagerens fleksible speditionsløsninger er samtidig et praktisk eksempel på, at økonomisk optimering sagtens kan være til gavn for klima og miljø.
Det er virksomhed som på ryggen af coronanedlukning har udnyttet sin fleksibilitet og centrale geografiske placering til at udvikle kunderelationerne og flytte virksomheden fra at være mellemstation til at være fast samarbejdspartner, forstærke værdikæden og udbygge markedspositionen.
Prismodtageren har stærke klimaambitioner, som fordrer løbende investeringer i energirigtige løsninger og at virksomheden og virksomhedens ledelse tænker grønt overalt hvor den sætter sine spor.
Strategiske IT-løsninger cementerer rollen som den digitale speditør til gavn for kunderne og reduktion af tom-kørsel.
Det er derfor en glæde at give dette års EFFIE-pris til en af Skandinaviens førende speditionsvirksomheder indenfor temperaturkontrolleret opbevaring og transport af fødevarer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Modtager af EFFIE-prisen 2021 er JN-Spedition.«
10.000 kroner til biodiversitet
EFFIE-prisen blev uddelt i forbindelse med Danske Speditørers repræsentantskabsmøde i Sønderborg. Det er en jury bestående af Kristian Reinau, Aalborg Universitet, Lars Myrup Lassen, Transport Tidende og Martin Aabak, Danske Speditører, der har valgt vinderen.
Over for Transport Tidende oplyste Ove Søltoft, JN Spedition, at prisen på 10.000 kroner vil blive givet videre til Det Grønne Hus i Køge Kommune.
JN Spedition har – sammen med flere andre erhvervsvirksomheder på Skandinavisk Transportcenter (STC) og Køge Kommune – forpligtet sig til at afsætte sammenlagt 250.000 kvadratmeter på STC gennem den kommunale institution Det Grønne Hus, forpligtet sig til, at afsætte 10 procent af arealerne på STC – svarende til 250.000 kvadratmeter – til biodiversitet.
Det sker ved at lade de velplejede græsplæner omkring virksomhederne og på transportcenterets fællesarealer gro frit til gavn for både plante- og dyrelivet. Det er Det Grønne Hus, der står for projektet og en række tilknyttede tiltag, der skal forbedre biodiversiteten i hele Køge Kommune.
ForSea Ferries
Forsea Ferreis var nomineret for færgerederiets fokus på klimaet, hvor redereit tilbyder fragtkunderne data, der viser hvor meget CO2-der spares ved at tage færgen i stedet for at køre hele vejen. Meget væsentligt for nomineringen er også ForSeas elektrificering af færgerne på Helsingør-Helsingborg-ruten, der startede i 2018 og det faktum, at rederiet ønsker at være CO2-neutralt i 2030.