DPDHL: Bedste Q1 nogensinde
Den tyske logistikkoncern Deutsche Post DHL Group præsterede i Q1 2021 det stærkeste første kvartal i selskabets historie.
Alle divisioner øgede betragteligt resultatet af primær drift (EBIT) i første kvartal 2021. Hele DPDHL koncernen mere end tredoblede EBIT til 1,9 mia. euro.
Express øgede EBIT til 955 mio. euro mod 393 mio. euro i samme kvartal 2020, Global Forwarding, Freight landede på 215 mio. euro mod 73 mio. euro, Supply Chain 165 mio. euro mod 105 mio. euro, eCommerce Solutions 115 mio. euro mod 6 mio. euro, og endelig opnåede Post & Parcel Germany en EBIT på 555 mio. euro mod 334 mio. euro i samme kvartal sidste år.
- Starten på det nye regnskabsår var mere dynamisk end nogensinde. Det beviser, at vi med succes har tilpasset vores forretning til de rigtige vækstdrivere. Et år inde i pandemien oplevede vi i første kvartal 2021 et vedvarende momentum inden for e-handel og en betydelig stabilisering af den globale handel med stigende luft- og søfragtmængder. Alle divisioner rapporterede en betydelig stigning i indtjeningen over markedsforventningerne. Global handel fortsætter med at komme sig, og vaccinedistributionen er i fuld gang, hvilket gør mig meget optimistisk for resten af 2021 og derefter, siger Frank Appel, administrerende direktør for Deutsche Post DHL Group.
Forventningerne til EBIT for hele finansåret lyder nu ”betragteligt over 5,6 mia. euro”, hvor det tidligere forventedes mere afmålte ”over 5,6 mia. euro”.