- Danmark har forsømt infrastrukturen
Dansk infrastruktur sakker bagud, og der er behov for hurtige, grønne investeringer i infrastrukturen, hvis landet skal beholde sin velstand og globale konkurrencekraft.
Sådan lyder budskabet fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der netop har lanceret infrastrukturudspillet ’Veje til vækst og velstand’, der foreslår konkrete vej- og baneprojekter for 75 mia. kr., men hvor yderligere tiltag inden for områderne IT, logistik, klima og udvikling vil give en ekstraregning på et ikke nærmere specificeret beløb.
Hvor skal pengene komme fra?
Det har Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, også et bud på:
- Det er penge, der investeres i Danmarks fremtid og som vindes ind igen i øget produktivitet, vækst og forbedret klima, lyder det.
Ikke mangel på projekter
Dansk Erhverv har i udspillet taget hele landkortet i brug og foreslår både nationale, regionale og lokale trafikinitiativer.
Af større projekter foreslås blandt andet ny forbindelse over Øresund, tredje Limfjordsforbindelse og ny vestlig ringkorridor i hovedstadsområdet.
Derudover foreslås udvidelse af en række eksisterende motorveje; blandt andet Kolding-Randers (E45), øget kapacitet på Motorring 3, udbygning af Fynske Motorvej (E20) syd om Odense, Hillerødmotorvejens forlængelse (opgradering til motorvej), udvidelse af Amagermotorvejen og Øresundsmotorvejen samt færdiggørelse af Holstebromotorvejen. Herudover etablering af en række nye motorveje – herunder Hærvejsmotorvejen og tredje etape af Kalundborgmotorvejen. Hertil kommer desuden en række statsvejsprojekter, cykelstier samt færdiggørelse af Togfonden 1, signalprogrammet og indkøb af fremtidens tog, Ring Syd, dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg og Billundbanen.
Sidst etablering af omfattende lade- og tankinfrastruktur, udvidelse af motorvejsrastepladskapacitet, forsøg med dobbelttrailervogntog og nye regler for vareleveringer i ydertimerne og en Marselistunnel i Aarhus.
Vækst gennem investeringer
Ifølge Brian Mikkelsen sander Danmark til i bilkøer og forsinkede tog. Han mener, landet skal bruge handlekraft til at skabe en grøn og mobil fremtid, hvor Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i.
- Danmark har i de seneste år forsømt at udbygge infrastrukturen. Samtidig er trafikken steget.
Det betyder større trængsel, der hæmmer væksten. Det er tid til handling. Dansk Erhverv ønsker et bredt, 10-årigt rullende forlig om infrastrukturen, der giver forudsigelighed for virksomheder og borgere, siger Brian Mikkelsen og fortsætter.
- Vi skal skabe vækst i hele landet. Det kræver et Danmark, der hænger sammen. Det skal være muligt at drive en succesfuld vækstvirksomhed, selv om man ikke har placeret sig i nærheden af en større by. Det skal være muligt for medarbejderne at komme til og fra arbejde, selv om de ikke bor lige ved siden af deres arbejdsplads, siger direktøren.
Brian Mikkelsen tilføjer, at der skal sparkes gang i økonomien igen, når coronapandemien er lagt bag os.
- Det gør vi bedst ved at investere og handle. Og investeringer i infrastruktur er investeringer i vækst. Alene nedbringelsen af den tid vi sidder i kø, vil frigøre en stor arbejdskraftreserve, der i stedet vil kunne bruge sin tid på produktive og nyttige gøremål. Nedbringelse af bilkøer og færre forsinkede tog gør det ikke alene. Vi skal også sikre ordentlige rammer for erhvervstransportens dagligdag. Her er en udbygning af rastepladskapaciteten særligt ved motorvejene afgørende. En lastbil- eller buschauffør kører under stramme køre- og hviletidsregler og der skal være en parkeringsplads, når pausen skal holdes. Alt andet er stressende og ødelæggende for arbejdsmiljøet, samtidig med at det meget høje bødeniveau kan være belastende for både virksomhed og chauffør, siger Brian Mikkelsen.