23948sdkhjf

Konkurrenter på strandhugst i Nordjylland

Vendelbo Spedition er skuffet over manglende kollegialitet i en svær tid.

For Jesper Bundgaard Madsen, administrerende direktør i Vendelbo Spedition i Hjørring, kom det ikke alene som et chok, at omfanget af regeringens nedlukning af Nordjylland blev så stort, som det gjorde.

Han blev også frustreret over at opleve, at konkurrenter i speditionsbranchen bød sig til blandt hans kunder – i stedet for at vise samme grad af kollegialitet og samfundssind, som Vendelbo Spedition og andre nordjyske virksomheder udviser i øjeblikket.

Kunder ville ikke have besøg

Jesper Bundgaard Madsen havde forventet – og ville i højere grad have accepteret – at nedlukningen af Nordjylland ville minde om den, der fandt sted i marts.

Sådan blev det som bekendt ikke, og den omfattende nedlukning af syv ud af regionens 11 kommuner – herunder Vendelbo Speditions hjemkommune i Hjørring – har helt konkret betydet en ændring i arbejdsgangene, fortæller direktøren.

- Situationen er ganske forfærdelig – intet mindre. Det er utrolig frustrerende. Nogle kunder har kontaktet os, fordi de helst ikke ville have besøg af vores lastbiler. Jeg forstår ganske udmærket, at regeringen er nødt til at gøre noget, men jeg forstår ikke fremgangsmåden. At man vælger at sige, at de af vores chauffører, der bor i de berørte kommuner, ikke må køre over kommunegrænsen, får os jo til at fremstå som en slags udstødte, man ikke vil se. Man hænger os fuldstændig til tørre, og det bryder jeg mig ikke om, siger Jesper Bundgaard Madsen og fortsætter:

- Vi skal nok klare os, for som virksomhed er vi godt polstret. Vi har endnu ikke mistet kunder, men lige nu forhandler vi årsaftaler, og hvis en kunde bliver nervøs for, om vi kan løse opgaven, har vi måske ikke den kunde næste år, siger han.

Manglende kollegialitet

Jesper Bundgaard Madsen er desuden skuffet over at notere sig fra nogle af selskabets kunder, at der tilsyneladende ikke vises samme samfundssind over for de berørte virksomheder i Nordjylland, som de omvendt forventes at udvise.

- Vi har oplevet, at enkelte af branchens helt store spillere, som jeg ikke vil nævne navn på, har kontaktet vores kunder for at overtage dele af eller hele kontrakter. Det er ikke særlig kollegialt – faktisk synes jeg, det er ulækkert og forkasteligt, siger han og fortsætter:

- Vi har nu i otte måneder bidraget til at holde forsyningskæderne i gang under coronapandemien, hvilket ikke altid har været en dans på roser. Det forventes, at vi i Nordjylland viser samfundssind, og så synes jeg også, at andre burde vise samfundssind over for os, der er ramt. For det her er ikke en situation, vi selv har bedt om, siger Jesper Bundgaard Madsen.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156