23948sdkhjf

Rød telefonlinje til Toldstyrelsen

Danske Speditører og Toldstyrelsen indleder samarbejde på direktionsplan.

Toldstyrelsen er sammen med SKAT som bekendt i gang med implementeringen af nye digitale toldsystemer, der skal gøre de danske toldmyndigheder i stand til at håndtere toldbehandlingen m.m. i overensstemmelse med EU’s nye regler.

Den store digitale omvæltning har længe skabt bekymring hos danske import- og eksportvirksomheder og i danske speditions- og logistikvirksomheder. De kan alle huske tidligere store fiaskoer i forbindelse med offentlige IT-projekter og frygter, at noget lignende sker, i de kommende måneder og år, når Toldstyrelsens sætter de nye systemer i drift.

Det er ikke helt fair at sammenligne situationen omkring de nye digitale toldsystemer med den gang Den kolde Krig var varm, og der stod en rød telefon i Det ovale Kontor i det hvide hus og i Kreml, hvor røret blot skulle løftes – så var der direkte forbindelse til statslederen i den anden ende.

Hotline til Toldstyrelsen

Men speditørernes brancheforening, Danske Speditører, har nu fået en ”rød telefonlinje” til Toldstyrelsens ledelse.

Der var i forvejen aftaler om et tæt samarbejde med Toldstyrelsen om implementeringen af de nye toldsystemer.

- Vi havde rigtigt fint og positivt møde med Toldstyrelsens direktør Charlotte Møller og handelsdirektør Peter Bürgel Nielsen. Her har vi på ledelsesniveau fået bekræftet, at branchens stemmer vil blive hørt igennem hele processen. Vi har samtidig lovet hinanden, at vi vil stille de ressourcer, der skal til, for sammen at sikre, at der, henover de næste år, sker den bedst mulige implementering af de nye toldsystemer, siger direktør Martin Aabak, Danske Speditører til Transport-Tidende.

- Vi har på mødet fået oprettet en direkte hotline mellem ledelsen i Toldstyrelsen og Danske Speditører. Den håber jeg naturligvis, at der ikke bliver brug for. Men det er betryggende, at vi hermed har mulighed for at tage initiativ til en direkte dialog om aktuelle problemer på direktionsniveau, når og hvis de opstår under implementeringen af de nye toldsystemer.

Implementeringen af de nye systemer, med parallelle systemer som backup, vil kun være muligt i begrænset omfang. Vi diskuterede ligeledes muligheden for nødprocedurer, inklusiv muligheden for at indhente ekstra mandskab – også hos Danske Speditører.

Ros til Toldstyrelsen

Martin Aabak lægger ikke skjul på, at digitaliseringen af toldbehandlingen er årsag til en del bekymring i speditions- og logistikbranchen, hvor et nedbrud i toldsystemerne kan få meget alvorlige konsekvenser.

- Derfor er det helt afgørende, at vi er på forkant og får opsat en robust implementeringsproces, hvor erhvervslivet bliver inddraget på forkant med udrulningen. Her vil jeg udtrykke stor anerkendelse til Toldstyrelsen for – så tidligt i forløbet – at tage os og vores medlemmer med på råd, og samtidig sikre en direkte kontakt på direktionsniveau, siger Martin Aabak.

- På mødet har vi oplevet Toldstyrelsens ledelse som meget imødekommende over for Danske Speditørers ønsker og vi har en klar fornemmelse af, at Toldstyrelsen har gode intentioner. Vi har i forvejen et glimrende forhold til SKAT gennem Danske Speditørers Toldudvalg. Nu har vi udbygget det til direktionsniveau, siger Martin Aabak og tilføjer:

- Det er en utrolig vigtig proces, der nu sættes i gang. Toldsystemerne fylder, helt lavpraktisk, rigtigt meget i speditørernes hverdag. Derfor er det naturligvis også afgørende at få implementeret de nye systemer så gnidningsfrit som overhovedet muligt. Kører systemerne først fast så er der ingenting, der flytter sig – før systemerne kommer i gang igen.

Danske Speditører har lovet Toldstyrelsens ledelse, at brancheorganisationen efter bedste evne vil bidrage til at implementeringen af de nye digitale toldsystemer kommer til at ske så gnidningsfrit som muligt, ved løbende at informere medlemsvirksomhederne.

- Ved at blive inddraget i selve processen, kan vi være med til at sikre, at de vigtigste elementer, set fra vores medlemmers synspunkt, bliver hørt af Toldstyrelsen og SKAT, siger Martin Aabak.

Et af ønskerne fra speditørerne er, at driften af de eksisterende toldsystemer opretholdes under implementering indtil, der er sikkerhed for at afløseren faktisk fungerer. Et andet er, at såvel Toldstyrelsen som virksomhederne opretholder et beredskab – ikke mindst i form af personale – der kan træde til i det omfang det er nødvendigt, hvis de nye løsninger gør knuder.

Store gevinster

Transport- og logistiksektoren har været i gang med digitaliseringen i årtier – nogen helt tilbage til 70’erne. Derfor er der også blik for fordelene ved et fælles digitalt toldsystem for hele EU.

- Europæiske tolddatastandarder vil – hvis de implementeres korrekt og i samarbejde med pålidelige og effektive IT-systemer være et meget stort gode for alle parter.

- Når de nye toldsystemer bliver sat i drift og faktisk fungerer – og det håber vi naturligvis de gør fra første færd – så vil der være store fordele ved digitaliseringen for alle parter, fordi det både vil reducere ressourcerne myndigheder og virksomheder skal afsætte til administration. Samtidig kommer der formentlig til at være en signifikant reduktion i sagsbehandlingstider, siger Martin Aabak.

- I det hele taget er det klart, at hele den voksende digitalisering, og med det bedre behandling og udnyttelse af data, som igen kan omsættes til en reduktion af omkostninger i forsyningskæden, giver virksomhederne muligheder, som vi ikke tidligere har set. Nye forretningsområder, markeder og markedsmodeller vil opstå, slutter Martin Aabak.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297