23948sdkhjf

Grønnere transport, sortere bundlinje

Blue Water og SpaceInvader præsenterede transportministeren for nyt samarbejde.

Går man som transport- og logistikvirksomhed rundt og tror, at grønne transportløsninger er godt for klimaet – men ikke for pengepungen – bør man måske få øjnene op for nye teknologiske løsninger inden for transportoptimering.

Som transportminister er Benny Engelbrecht interesseret i, at det danske transporterhverv klarer sig godt – herhjemme og i udlandet. Men som minister for en regering med tårnhøje klimaambitioner har han også et stort fokus på, at branchen byder ind med løsninger, der kan mindske sektorens klimaaftryk.

Sådan en løsning blev transportens førstemand præsenteret for, da han i fredags gæstede Blue Waters store vejtransportterminal i Taulov, hvor den store transportkoncern offentliggjorde et nyt samarbejde med iværksættervirksomheden SpaceInvader.

Vigtigt gennembrud

SpaceInvader har udviklet et transportsystem, der gør det muligt at fragte mere pallegods i hver lastbil ved hjælp af dobbeltstabling. Altså at pakke og stable pallegods både højere og mere optimalt og dermed komme den tomme luft til livs, som mange lastbiler kører rundt med, fordi det er udfordrende at stable højt og stabilt.

Blue Water Shipping og SpaceInvader har gennem de seneste måneder arbejdet på at etablere et samarbejde og partnerskab, som igangsætter en række konkrete initiativer i Blue Waters forsyningskæde, som en del af firmaets klimainitiativ ”Go Blue”. Formålet med partnerskabet er at idriftsætte SpaceInvader løsningen både i Blue Waters interne forsyningskæde og hos udvalgte kunder. Kapacitetsoptimeringen påvirker både klima- og miljøbundlinjen særdeles positivt, ligesom den er en god økonomisk case. Når mere gods kan fragtes optimeret med samme lastbil, er det både plads, penge og CO2 at spare. Hver en lastbiltur der kan spares væk - mærkes positivt på alle bundlinjer.

Mikkel Østergaard Kruse, direktør for Road Operations og partnerskabsansvarlig hos Blue Water:

- Når vi kombinerer SpaceInvaders transportløsning med vores services, skaber vi meget konkrete gevinster for både miljøet, klimaet og transportøkonomien. Alle bundlinjer vinder. Det er det fantastiske ved partnerskabet. Hver eneste ekstra palle vi får med i forhold til status quo, er en gevinst. Vi kigger både på optimering af hub-til-hub transporter og på direkte kundeleveringer. Og vi har store forventninger til de perspektiver, der allerede nu tegner sig i samarbejdet, siger Mikkel Østergaard Kruse.

At omstille sig til øget bæredygtighed kræver ændret adfærd og tilvænning – ikke kun internt i Blue Water, men også hos kunderne, der skal have lyst og mod til at medvirke til at udvikle nye metoder og processer. Det kan være krævende at få igangsat nye tiltag i de daglige rutiner, men belønningen kommer i form af både reduceret klimapåvirkning og øget effektivitet.

Hos klimapartneren SpaceInvader ser man frem til at få det nye initiativ implementeret.

- For os er det en kæmpe cadeau og et vigtigt gennembrud, at en stor international operatør som Blue Water ser de muligheder og gevinster, der ligger i kapacitetsoptimering af godshåndtering. Vi har i flere år arbejdet hårdt på at få branchen til at tænke mere innovativt og til at turde prøve nye løsninger af. Det er nu lykkedes med Blue Water, fordi de er omstillingsparate, tør satse på ny innovation og er parate til at tilpasse deres drift, siger administrerende direktør i SpaceInvader, Steen Frederiksen.

(Læs meget mere om samarbejdet i kommende udgave af Transport Tidende i temaet "IT, flådestyring & transportoptimering").

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172