Luftfarten har halveret CO2-udledningen siden 1990
Den globale luftfartsbranches kulstofudledninger per passager er mere end halveret siden 1990.
Det skriver den internationale luftfartsorganisation IATA, der oplyser, at udviklingen blandt andet skyldes, at branchen har opnået en årlig forbedring i brændstofeffektiviteten på 2,3 procent siden 2009, omkring 0,8 procentpoints forud for det fastsatte mål. Forbedringen skyldes en kombination af investeringer i mere effektive fly samt driftsforbedringer, lyder det.
- Det er en fantastisk bedrift at skære halvdelen af kulstofudledningerne per passager, og det viser noget om den tekniske ekspertise og innovation i luftfartsbranchen. Men vi har større ambitioner. Inden 2050 vil vi halvere udledningen i forhold til 2005-tallene. Med opnåelsen af disse mål kan vi fortsætte investeringerne i ny teknologi, bæredygtige brændstoffer og driftsforbedringer, siger Alexandre de Juniac, generaldirektør og administrerende direktør i IATA.
IATA mener ikke, det vil gavne den grønne omstilling at pålægge flyselskaberne passagerafgift.
- Skatter målrettet til at forhindre mennesker i at benytte deres frihed til at flyve vil gøre det at rejse mere dyrt, men reducere udledninger meget lidt. Det er en politisk ”feel-good” løsning, hvor der ikke tages ansvar for den negative effekt, det vil have på økonomien og de mobilitetsbegrænsninger, det vil pålægge mennesker med lavere indkomster, siger Alexandre de Juniac.