- Der er ikke meget at glædes over i finansloven
Det er trist, at der i finanslovsaftalen for 2020 ikke er fundet midler til mere vej og rastepladskapacitet, for det har branchen brug for.
Sådan lyder meldingen fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, i et interview med Transport Tidende. Transportpolitikeren roser dog også regeringen for at sætte fokus på at sikre ordnede og fair vilkår i branchen.
Skidt og kanel
- Der er desværre ikke så meget at glædes over i finansloven. Det er trist, at der ikke er afsat en krone til bedre veje og mere rastepladskapacitet. Det har transporterhvervet brug for, siger Kristian Pihl Lorentzen om den finanslovsaftale, den socialdemokratiske regering 2. december offentliggjorde i samarbejde med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Han tilføjer, at aftalen desuden rent skatte- og erhvervspolitisk efterlader en del tilbage at ønske.
- Jeg ærgrer mig også over den kraftigt øgede beskatning af generationsskifte i familieejede virksomheder. Det vil også ramme mange transportvirksomheder. I finansloven savner jeg især penge til større og bedre rastepladser allerede i 2020 og at skatterne holdes i ro, siger han, der dog samtidig roser regeringen for at tage fat på en af branchens kæpheste; ordnede forhold for chauffører.
- Det er positivt, at regeringen vil sikre danske lønvilkår via lovgivning for chauffører fra udenlandske transportvirksomheder, forudsat der ikke gives de facto monopol til bestemte fagforeninger. Og det flugter fint med EU’s vejpakke. Jeg glæder mig over, at der i forbindelse med ændring af godskørselsloven for at sikre ordnede forhold og fair konkurrence i branchen er lagt vægt på foreningsfriheden, siger Kristian Pihl Lorentzen.