23948sdkhjf

Minister forhaler revision af havnelov

- Vores medlemmer har brug for afklaring, lyder det fra Danske Havne, der ønsker at indlede drøftelser med ministeren snarest.

Transportminister Benny Engelbrecht vil sikre sig bred politisk opbakning til rammevilkårene for den danske havnesektor og lytte til branchens centrale aktører, inden havneloven revideres.

Udmeldingen møder forståelse hos brancheorganisationen Danske Havne, der dog understreger, at medlemmerne har behov for snarlig afklaring, fordi klare rammevilkår er en forudsætning for langsigtede investeringer.

Ønsker bred politisk opbakning

I seneste udgave af Transport Tidende udtrykte Tine Kirk Pedersen, direktør i Danske Havne, skuffelse over, at regeringen i sit lovprogram undlader at nævne en revision af havneloven. En afklaring af rammevilkårene for de kommende år, der vil kunne give noget ro på bagsmækken og skabe vished i de danske havne om, under hvilke vilkår de fremover skal drive havn.

- Det er ærgerligt, fordi hele branchen nu i langt over to år har arbejdet på at få opdateret havneloven, så alle landets havne kan indrette sig efter fremtiden og fortsætte arbejdet for vækst, arbejdspladser og grøn omstilling. Det er mildest talt ikke en optimal situation, at havnene hele tiden ved, at Folketinget lige straks vil ændre havneloven, men så udskydes det alligevel gang på gang. Først udskød VLAK-regeringen havneloven, og nu udskyder S-regeringen den, har det lydt fra Tine Kirk Pedersen.

Transport Tidende har bedt transportministeren forholde sig til bekymringen hos Danske Havne, give en status på en revision af havneloven samt oplyse, i hvor høj grad regeringen vil følge ekspertudvalgets anbefalinger.

Benny Engelbrecht forholder sig ikke konkret til bekymringen fra havnenes brancheorganisation, men udtrykker sig i stedet i generelle vendinger:

- Jeg er optaget af, at der sikres stabile rammer for fremtidens havnesektor i mange år fremover. Derfor er det et vigtigt omdrejningspunkt i arbejdet med en fremtidig lovgivning at sikre bred politisk opbakning, siger Benny Engelbrecht og fortsætter:

- Samtidig har der været mange forskellige holdninger til, hvad der skal ske med havneloven fra centrale aktører i branchen og fra politisk hold i kølvandet på ekspertudvalgets anbefalinger til revision af havneloven fra april 2018. Jeg mener derfor, at der er behov for at lytte til de forskellige parter og tage de nødvendige drøftelser, inden vi lægger os fast på, hvordan en revision af havneloven skal se ud, lyder det fra transportens førstemand til Transport Tidende.

Klare vilkår i grøn omstilling

Danske Havne anerkender ministerens ønske om at gå i dialog med branchen, men opfordrer samtidig til, at der sættes fart i processen.

- Danske Havne har selvfølgelig forståelse for ministerens ønske og behov for dialog med alle parter, der har interesse for havneloven. For lige som ministeren ønsker Danske Havne stabile rammer for havnene i mange år frem. Og stabilitet kræver netop dialog. Men vores medlemmer har brug for en afklaring på, hvordan deres rammer er for de næste ti år. De står foran store investeringer, som er påkrævede i forhold til den grønne omstilling, og sådanne investeringer kræver sikkerhed for fremtiden. Derfor synes vi fortsat, det er væsentligt, at vi får hul på drøftelserne af, hvordan de fremtidige rammevilkår skal være for havnene, siger Tine Kirk Pedersen.

Direktøren griber således fat i et emne – den grønne omstilling – som burde tale til transportministeren og resten af S-regeringen, der har ambitiøse mål om en 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 målt op mod 1990-niveauet. Et mål, som Tine Kirk Pedersen mener, havnesektoren kan og vil bidrage til. Men det kræver, at de kender fremtidens rammevilkår, siger hun:

- Havneloven er ikke på lovprogrammet, må vi konstatere. Men ministeren siger, at han vil ”lytte til de forskellige parter og tage de nødvendige drøftelser, inden vi lægger os fast på, hvordan en revision af havneloven skal se ud”. De drøftelser ser vi gerne indledt snarest, og vi ser meget frem til at deltage i dem. Ingen skal være i tvivl om, at havnene gerne bidrager til den grønne omstilling. Men havneinvesteringer er meget langsigtede investeringer, så derfor har vi brug for klare rammevilkår, når vi skal investere i blandt andet grøn omstilling, siger Tine Kirk Pedersen.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 20).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125