Deloitte: Små transportvirksomheder tjener mindre
Det er lettere at være stor end lille. Det gælder også ude på vejene, hvor Deloittes årlige analyse af virksomheder i transportbranchen viser, at de små har det sværere end de store.
Det fremgår af Transportanalysen for 2019, der gennemgår regnskaberne hos udvalgte vognmands- og speditionsvirksomheder, at godt fire ud af fem transportvirksomheder havde overskud i 2018-regnskaberne.
Mens de større transportvirksomheder – dem med 50 ansatte eller flere – har formået at øge indtjeningen i det seneste regnskabsår, så falder den gennemsnitlige indtjening hos de mindre transportvirksomheder – dem med mindre end et halvt hundrede ansatte.
Analysen er baseret på en gennemgang af årsregnskaberne hos 451 vognmandsvirksomheder og 153 speditionsvirksomheder.
Fremgang for vognmænd
Det er ikke nogen hemmelighed, at transport- og speditionsbrancherne har nydt godt af gunstige konjunkturer i de senere år. Men selv om, der er mere gods, der skal fragtes, så er den benhårde konkurrence et fortsat vilkår for virksomhederne i branchen.
- I øjeblikket befinder aktørerne i transportbranchen sig i en tid præget af et hårdt prispres på den ene side, og af en global højkonjunktur på den anden side, der giver gode forudsætninger for vækst. Prispresset har eksisteret længe, men er bestemt ikke blevet mindre de seneste år, hvor blandt andet de baltiske aktører viser stor prisaggressivitet på det nordiske marked, udtaler Lars Andersen, der er partner i Deloitte og revisions- og konsulentvirksomhedens brancheleder.
- Heldigvis er især de største aktører i transportbranchen dygtige til at svare igen og formår at udnytte den globale vækst. De største transportvirksomheder har fuld fart på vækstmotoren og er dygtige til at forhandle og holde omkostningerne nede i kraft af deres store volumen.
I 2018 tjente vognmændene i gennemsnit 47.500 kroner per ansat. Det er en stigning på fire procent i forhold til 2016. Den positive udvikling på indtjeningen har også forbedret soliditeten, der i 2018 var oppe på 32 procent – 2,3 procentpoint mere end de 29,7 procent som soliditeten lå på i 2016.
De store og de største
De største danske transportvirksomheder – virksomheder med en omsætning på mere end 300 mio. kr. – har godt gang i forretningen. Det viser Deloittes seneste Transportanalyse.
I 2018 leverede virksomhederne et gennemsnitligt driftsresultat pr. ansat på knap 67.000 kr. sammenlignet med knap 55.000 kr. i 2017. Det svarer til en stigning på 18 procent.
- De allerstørste aktører driver fremgangen i branchen. De har større volumen, og det skaber bedre forhandlingspositioner, uanset om det drejer sig om at forhandle færgeomkostninger eller dieselomkostninger ned, siger Lars Andersen.
Det er især de danske speditører, der har formået at udnytte den globale vækst.
»Stigende indtjeninger hos de danske speditører er hjulpet godt på vej af den globale økonomiske vækst – men skyldes også stor professionalisme,« skriver Deloitte.
I 2018 leverede de danske speditører (med en omsætning under 300 mio. kr.) et gennemsnitligt driftsresultat pr. ansat på knap 140.000 kr. Det er en stigning på knap 2,5 procent siden 2017 og hele 47 procent siden 2016.
- Stigningen skyldes først og fremmest en generel vækst i verdensøkonomien, men også at der fortsat hersker stor professionalisme og dygtighed i branchen, fortæller Lars Andersen, der er brancheleder i Deloitte og tilføjer:
- Speditørvirksomhederne er selvfølgelig hjulpet af højkonjunkturen, men resultatet viser også, at virksomhederne har været dygtige, for der hersker et hårdt pres i branchen for tiden. Der dukker stadigt flere konkurrenter op, som anser Danmark for et attraktivt sted at være grundet vores centrale placering. Så de danske speditører har været nødt til at holde et skarpt fokus.
De største muskler vinder
Hele 85 procent af speditørerne i analysen leverede overskud i 2018. Kun fem procent har haft underskud i perioden fra 2016 til 2018. Det viser, at en stor andel af virksomhederne i branchen har været gode til at tjene penge flere år i træk.
- Det gælder særligt de største speditørvirksomheder, bemærker Lars Andersen:
- Vi kan se, at de små virksomheder har sværere ved at få trumfet en god pengebinding igennem og har sværere ved at skabe balance mellem tilgodehavender og leverandørgæld, end de store virksomheder har.