Sort år for største europæiske cargo-hubs
2018 blev et sort år for de største europæiske luftfragt-hubs.
Ifølge ny opgørelse fra Airports Council International noterede samtlige fire europæiske lufthavne på listen over verdens 20 største af slagsen nedgang i luftfragtmængderne i det forgangne år.
Verdens største luftfragthub er fortsat lufthavnen i Hong Kong – Hong Kong International Airport. I 2018 håndterede lufthavnen 5,1 mio. tons cargo – en stigning mod 2017 på 1,5 procent – og således fastholdt HKIA positionen som verdens største, som den har haft nogle år.
Faktisk fastholder verdens syv største cargo-lufthavne positionen fra 2017.
Verdens 12 største cargo-hubs befinder sig i enten Asien, USA eller Mellemøsten, og således springer det i øjnene, at man skal ned til plads nummer 13, før Europa repræsenteres i skikkelse af lufthavnen i Frankfurt.
Hvad angår luftfragthubberne i den hjemlige europæiske andedam, gik det ned ad bakke i 2018. Alle fire europæiske lufthavne i den globale top 20 måtte i det forgangne år notere nedgang i godsmængderne og fald ned ad listen.
Den travleste europæiske cargo-hub finder man først på plads nummer 13 i skikkelse af Frankfurt, der sidste år indtog pladsen som nummer 11. Værre gik det dog for Paris, der måtte se sig falde 4 pladser ned til nummer 14 efter en cargo-nedgang i 2018 på 1,8 procent. Dermed har lufthavnen i Frankfurt indtaget pladsen som den største europæiske luftfragtlufthavn.
Lufthavnene i London og Amsterdam måtte hver rykke 2 pladser end ad listen til henholdsvis nummer 19 og 20.
Højdespringer på såvel luftfragtmængder samt listeplacering blev i 2018 lufthavnen i Doha, der håndterede 8,8 procent mere luftfragt, og derfor nu kan kalde sig verdens 11. største cargo-hub mod en placering som nummer 16 i 2017.