Langt fra Alang til Frederikshavn
En næsten 300.000 kvadratmeter stor bid af Frederikshavn Havns store havneudvidelse blev i går torsdag officielt afsat, da den amerikanske genbrugsgigant Modern American Recycling Services indviede sit første genindvindingsværft i Europa.
Værftet er designet til ophugning og genanvendelse af skibe op til 300 meters længde og offshore-rigge på op til 50.000 tons.
Værftet opfylder naturligvis alle de skrappe danske miljøkrav og dermed er er rigtigt langt fra de primitive, forurenende og livsfarlige forhold, der kendes fra ophugningsværfter på strande i den tredje verden.
Frederikshavns Borgmester Birgit S. Hansen (S)bød M.A.R.S. velkommen til Frederikshavn.
- Det er et stort projekt, der har været længe under vejs, og det har krævet meget arbejde. Men nu er vi i mål og kan se resultatet af de mange kræfter, der er lagt i projektet. Kigger vi ud over det imponerende anlæg her, kan man se, at vi har rigtigt meget at være stolte af, sagde Birgit S. Hansen og fortsatte:
- Da vi satte gang i udvidelsen af havnen var sigtet at tiltrække virksomheder udefra. Det er i den grad lykkedes, fordi M.A.R.S. har valgt at placere deres første og helt nye recycling værft her i Frederikshavn, sagde Birgit S. Hansen.
Hun fremhævede Frederikshavns Havns gode geografiske placering lige ud til en af de mest besejlede farvande i Verden og det faktum, at alle de rigtige kompetencer findes i Nordjylland og beskrev projektet som et rigtigt erhvervseventyr.
Forbillede
Udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) fremhævede, at der med hans tiltrædelse for et par måneder, også fulgte store grønne ambitioner i form af et mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030. Han beskrev M.A.R.S. nye recycling værft i Frederikshavn som et vigtigt bidrag til en mere bæredygtig fremtid, og et eksempel til efterfølgelse.
Udenrigsministeren understregede, at Danmark allerede havde taget store og succesfulde skridt mod at gøre landet mere bæredygtigt, herunder også ved at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energi.
- Det har betydet, at Danmark samtidig har opbygget både viden og teknologi, der kan hjælpe resten af verden med den grønne omstilling. M.A.R.S. nye recycling værft vil styrke den store danske maritime sektor – der er en af verdens største – og offshore sektoren, ved at give et stort løft til den allerede veludviklede cirkulære økonomi i Danmark. Ved at genindvinde værdifulde materialer som stål, aluminium, kobber og zink bliver vi langt mere bæredygtige. Alene ved at gendindvinde stål opnår i meget store besparelser på indvindingen af råstoffer, sagde Jeppe Kofoed.
M.A.R.S. vice president Kristi Canton takkede de mange fremmødte – herunder specielt udenrigsministeren og borgmesteren for at deltage i indvielsen, og de mange kræfter, der har været med til at gøre anlægget af det topmoderne og miljøvenlige genindvindingsanlæg muligt.
200 jobs plus
Verdens første specialbyggede recyclingværft, er designet og bygget til det formål at genindvinde skibe og offshoreplatforme på Frederikshavn Havn. Bag værftet står én af verdens største recyclingvirksomheder – Modern American Recycling Services (M.A.R.S.).
Åbningen af værftet forventes at skabe flere end 200 arbejdspladser. De første specialuddannede medarbejder står klar og flere er på vej gennem uddannelsen
En af de første store opgaver bliver genindvinding af de to platforme Tyra Øst og Tyra Vest.
Det 290.000 kvadratmeter store recyclingområde består blandt andet af et rensningsanlæg med to 2.500 m3 store opsamlingstanke, hvor regnvand fra alle arealer vil blive renset for eventuelle urenheder, en imponerende skibsrampe til ophaling af skibe med en længde på til 294 meter og et område til ilandtagning af offshore-installationer på op til 50.000 ton.